I den kolde krigs farvand – en delt erfaring på tværs af tid og position

Jeg tror det var i 1964 eller 1965 i min tid som sømand. Vi var på vej til Georgia i det sydlige USA og sejlede derfor tæt forbi Cuba i det caribiske hav. Vi var stædig i internationalt farvand og havde derfor ikke Dannebrog oppe nede agter.

Havet omkring os var øde og himmelen blank og solrig, pludselig var det som om himmelen eksploderede med et brag og flere små amerikanske militære flyvemaskiner drønede lige imod os. Da de kom tæt nok på, dykkede de ned over skibet, hvilket de gentog flere gange.

På kommandobroen udbrød der panik, idet vores telegrafist desperat forsøgte at få kontakt uden resultat. En eller anden styrtede ned agter for at hejse flaget, men da var det hele overstået – himmelen var igen tom og uden trusler.

Baggrunden for episoden var Cubakrisen

Cubakrisen betegner de 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen stod over for hinanden med trusler om brug af atomvåben. Den regnes som højdepunktet i Den Kolde Krig og det tidspunkt, hvor verden var tættest på en atomkrig.

Krisen opstod, efter at USA havde udstationeret atommissiler i Tyrkiet og Italien. Som modsvar begyndte Sovjetunionen at opstille mellemdistanceraketter på Cuba, som kunne nå bl.a. Washington D.C. Krisen varede fra 16. oktober 1962, hvor missilerne blev opdaget, til 28. oktober, hvor Nikita Khrusjtjov meddelte, at de ville blive fjernet.

Lige siden overvågede et amerikansk hangarskib farvandet ved Cuba og beredte de skibe, som de udså sig for, denne meget ubehagelige oplevelse.

Den sorte aktivist og professor Angela Davis

På sin første tur til Cuba i 1969 oplevede Angela Davis nøjagtig det samme, da hun sammen med en delegation fra det amerikanske kommunistparti (CPUSA) forlod Cuba. Hun fortæller i sin selvbiografi:

„Da vi sejlede længere ind i mørket, fløj en flyvemaskine pludselig med lynets hastighed lavt hen over skibet. Før jeg kunne samle tankerne, fløj den hen over os igen. Kedra og jeg skyndte os op på broen for at finde ud af, hvad det var der skete. På vejen fortalte et besætningsmedlem os roligt, at det var et amerikansk hangarskib – et af dem der håndhævede den økonomiske blokade – som demonstrerede sine aggressive hensigter.”

Angela Davis, Angela Davis: en selvbiografi , s. 200 – Samlerens Forlag

Set i eftertidens lys står det for mig som et mærkeligt ekko i historien – en parallel oplevelse, som både Angela Davis og jeg, hver for os, kom til at bære med os som et konkret møde med den kolde krigs virkelighed.