Liliʻuokalani – Hawaiis sidste monark: kolonisering, modstand og kulturel arv

Kulturmødet på stranden:

”Et surfbræt med en nymfe, en nøgen symbolisering af alle de hedenske øer i verdenshavene. Hun var høj med langt sort hår der funklede i solen og vajede efter hende i vinden. Og mens hun stod nøgen på brættet syntes hendes smukke bryster og lange faste ben at være skåret ud af brunt marmor. For missionærerne var hun en skrækindjagende vision legemliggørelsen af alt, hvad de var kommet for at besejre. Hendes nøgenhed var en udfordring, hendes skønhed en fare, hendes livsførelse en vederstyggelighed og hendes tilværelse en synd”

(Fra den historiske roman ”Hawaii” af James A. Michener)                

Liliʻuokalani – Hawaiis sidste monark

Liliʻuokalani – Hawaiis sidste monark er historien om en dronning, der blev afsat af proamerikanske kredse og amerikanske marinesoldater i 1893. Hun kæmpede sit liv igennem for at bevare Hawaiis selvstændighed, men måtte se sit land forvandlet til en amerikansk koloni og senere en stat. Hendes liv afspejler både den polynesiske kulturarv, mødet med mission og kolonialisme, og det brutale tab af politisk uafhængighed.

17. januar 1893 afsatte proamerikanske kredse på Hawaii landets lovlige dronning Liliuokalani og hendes regering. Amerikanske marineinfanterister medvirkede ved denne magtovertagelse, der satte et brutalt punktum for hawaiianernes selvstændighed.

Et sted i Stillehavet

Hawaii øerne er beliggende i Stillehavet i det nordvestlige område af de øgrupper vi kalder Polynesien, der udover den geografiske nærhed også deler mange sproglige og kulturelle træk.  

Stillehavets Vikinger

Liliuokalani’s forfædre befolkede Stillehavets mange øer gennem flere hundrede års oceangående opdagelsesrejser. Globalt set var de tidens største navigatører og skibsbyggere, kun vikingerne udviste en maritim driftighed der svagt tåler sammenligning med de polynesiske søfarere. I deres dobbelte kanoer gennemstrejfede de Stillehavet. De navigerede efter stjernerne og stolede dernæst på gudernes bistand. Den maritime viden blev overleveret gennem sange og fortællinger.

Traditionsbundet samfund

På Hawaii som andre steder i Stillehavs regionen opbyggede man et højt specialiseret samfund fastholdt gennem et system af religiøse adfærdsregler og lovbestemmelser. Man havde specialiserede: navigatører, håndværkere – opdelt i kvindelige og mandlige fag, agerdyrkere, fiskere, kunstnere, historie fortællere og danse ensembler organiseret i lav. Man havde høvdinge af forskellig rang, samt præster og andre spirituelle specialister. Man blev født ind i en af disse kategorier gennem komplekse regler for slægtskab. Ligesom man også kunne avancere socialt gennem en personlig indsats eller ved adoption. 

De Hvide går i land

Ved kontakten med europæerne bevarede Hawaii i begyndelsen sin kulturelle og politiske integritet. I første omgang velsignede europæerne Hawaii med syfilis samt afsætning af sandeltræ til verdensmarkedet.  Liliuokalani’s kongelige forgængere samlede Hawaii til et kongerige med hjælp af europæiske våben og krigsguden Ku, der stillede sig gunstig. Høvdingene viste deres taknemmelighed og de hvide fik betydelig indflydelse blandt overklassen. Galt gik det dog først da calvinistiske missionærer fra USA i 1820´erne kom til Hawaii.

Krigsguden Ku, som jeg forestiller mig ham i morgengryet – det lys, der altid følger enhver ny lovning.

Mission, massedød og kulturmord

Missionens forgangs mænd og kvinder medbragte foruden bibelen en ualmindeligt indskrænket tankegang, samt en fanatisk tro på egen overlegenhed. I den bedste mening påbegyndte de et kulturmord på den hawaiianske kultur og sociale indretninger f.eks. de omtalte religiøse adfærdsregler og lovbestemmelser, der udgjorde grundstrukturen i samfundet. Missionærerne var også idealister, der var kommet til Stillehavets øer uden jordisk gods og for at overleve begyndte de på landbrug. Samtidig reduceredes øernes befolkning gennem europæiske sygdomme til omkring 50.000 fra de oprindelige 600.000 personer. Mange sygdomme kom til øerne gennem kontakten med hvalfangerskibene.

Hawaii opsuges af det globale marked

Missionærernes foretagsomhed medførte indførsel af privat ejendomsret og gradvist blev de mægtige jordejere, der drev store sukker og ananasplantager. Plantageejerne importerede arbejdskraft fra Kina, Japan og Indonesien. Ligesom amerikanere strømmede til fra fastlandet og inden længe var urbefolkningen en minoritet i deres eget land. Ikke nok med det men plantageejerne var blevet en mægtig magtfaktor, man lyttede til i Washington D.C.

Magtforskydning og coup d’état

Gradvis var magten på Hawaii gledet i hænderne på plantageejerne. I 1887 blev meget af magten overført fra regenten til den dominerende hvide elite. Da Liliuokalani kommer på tronen i 1891 forsøgte hun at rulle magten tilbage til kongehuset og give de fattigste stemmerettigheder. Øernes hvide overklasse fandt sig ikke i det, og de afsatte dronningen ved hjælp af amerikanske marineinfanterister. Herefter udråbte man Hawaii til republik med en af øens plantageejere som guvernør. Den virkelige hensigt var at berede vejen, så USA kunne annektere øerne og dette skete i 1898. I mellemtiden havde dronning Liliuokalani været en tur i arresten og tvunget til at abdicere fra tronen. I de amerikanske aviser blev hun karikeret som en fjende af civilisationen og demokrati.

Dronning   Liliuokalani

Vejen til den endelige uselvstændighed

Hawaii var nu en amerikansk koloni eller territorie som er et andet ord for koloni. Da afkoloniseringen gik hen over verden i tiden efter 2. verdenskrig, løste USA-problemet med sine 2. kolonier Alaska og Hawaii ved i 1959 at indlemme dem i USA. Nogle år før havde Danmark gjort det samme med sin koloni Grønland, så måske kom inspirationen derfra. 

Erindringer om en dronning

Liliuokalani var ligesom mange af Hawaii kongelige også en bemærkelsesværdig sangskriver, der komponerede smukke sange gennem hele sit liv. Mest kendt er ”Aloha Oe – farvel med dig, en kærlig omfavnelse til vi ses igen”. Inspirationen til sangen fik dronningen engang hun så to unge elskende, der tog afsked. Hun skrev ligeledes en historisk erindringsbog om sin egen og Hawaiis historie. Efter statskuppet, der afsatte hende som dronning, arbejdede Liliuokalani resten af livet på at gengive Hawaii sin selvstændighed.   

Haunani-Kay Trask (1949–2021) hawaiiansk urfolks aktivists betagelse af dronning Liliʻuokalani

Liliʻuokalanis liv er et vidnesbyrd om et verdensomspændende møde mellem kolonial ekspansion og oprindelige samfund.
Hendes rolle og sange lever videre i Hawaiis selvforståelse og i den postkoloniale kritik, som senere er blevet formuleret af bl.a. Haunani-Kay Trask og Noenoe Silva.

Hula dansen er  blevet synonym med Hawaii og Polynesien.

 Titlen til trods er bogen seriøs nok, forfatteren er svensk etnograf der har boet det meste af sit liv i Polynesien

Punktopsummering

Baggrund: Hawaii som del af Polynesien – oceangående traditioner og specialiserede samfundsstrukturer.

Kolonial kontakt: Europæere bragte sygdomme, våben og handel (sandeltræ, hvalfangst).

Missionærer: Indførte kristendom, privat ejendomsret og plantageøkonomi – reducerede befolkningen drastisk.

Plantageejernes magt: Sukker- og ananasproduktion drevet af importerede arbejdere; hvide eliter fik dominerende politisk magt.

Kuppet i 1893: Liliʻuokalani forsøgte at styrke kongehuset og give de fattige stemmeret → afsat af hvide plantageejere med støtte fra USA’s marinesoldater.

USA’s annektering: Republik udråbt, senere indlemmet som amerikansk territorium (1898) og stat (1959).

Kulturel arv: Liliʻuokalani var også komponist og forfatter – kendt for sangen Aloha ʻOe og sine erindringer.

Symbolik: Hendes liv står som et vidnesbyrd om tabet af suverænitet og den polynesiske kamp for selvstændighed og kulturel værdighed.