Rachid Mimouni: Stammens ære – satire over Algeriets modernitet

Oversat af Ole Eistrup Socialistisk Bogklub 1990. 171 sider.

En ironisk og satirisk roman om Algeriets moderne historie set gennem en landsbys skæbne. Med lune og grotesk humor viser Rachid Mimouni, hvordan magtens mænd – romere, franskmænd eller bureaukrater fra Algier – alle optræder som fremmede, mens befolkningen ser til med en blanding af opgivenhed og stille modstand. Romanen giver både et kritisk blik på moderniseringens kynisme og et indblik i folkelig kultur og værdier, hvor tradition og rimelighed ofte vejer tungere end lovens kolde bogstav.

Forfatteren lader en fiktiv fortæller berette sin stammes barske og fantastiske historie til en båndoptager. Fortæller er en gammel mand, han er medlem af stammen, men står alligevel udenfor og forbliver navnløs.

Den gudfrygtige, lille, knap så påfaldende algeriske landsby Zitouna, hjemsted for ikke meget mere end eukalyptuslunde og historier om en gruppe der undertvinger en anden, finder sin eksistens truet, da en af dens egen sorte får – en bureaukrat med en lyssky fortid, Omar el Mabrouk – bliver omplaceret af centralregeringen i Algier til at blive provins overhoved.

På grund af trods og storhedsvanvid beslutter han sig for at gøre Zitouna til provinssædet – en modernisering, der først involverer at rive det meste af eukalyptus lunden ned. Dertil tilkaldes udenlandske entreprenører og arbejdere, lokalbefolkningen er kun med som tilskuere. Moderniteten er kommet til landsbyen i form af nye sjælløse bygninger der erstatter de gamle rønner. Sammen med bygningerne sniger der sig en ny løssluppenhed og kynisme ind, som landsbyen indtil da har undgået.

Efterhånden som landsbyens historie oprulles erfarer læseren, at indbyggerne altid har haft en vis opgivende attitude overfor presserende problemer. Man lærte at leve med den karrige natur der på stedet i stedet for at søge nye græsgange. Man indordnede sig udefra kommende banditter, roumis, hvis navn kom af romer. Som bekendt udstrakte det romerske rige sig også til disse afsides egne og navnet gik igen. Derefter kom de franske kolonisatorer og efter dem det frie Algiers egne bureaukrater, der også forekom som fremmede. Hvad er egentlig forskellen på dem og franskmændene spørger befolkningen sig selv.

Det vrimler med politiske pampere og lykkeriddere i den nye stat og landsbybeboerne står på sidelinjen og ser til, som de altid har gjort. Al dette skildres med en varm lune og morsom ironi.  

Nyt og gammelt brydes og det gamle går under i denne ulige kamp. I slutningen af bogen træder landsbyens befolkning i karakter idet de formulerer en kritik af alt det nye. Alle de nye vedtægter og regler de ikke forstår:

”Så lod de mest fornuftige af os ham forstå, at vi foretrak den upålidelige og generøse erindring, som var i stand til at korrigere de mest himmelråbende uligheder frem for det skrevne ords ubønhørlige uafviselighed. ..hvad skal vi med en sandhed hvis den gør uretfærdigheden større? Vores skik og brug gør det muligt for os at mildne lovens strenghed med en hvis rimelighed og at  undgå at dømme en til et liv i elendighed, når hans broder lever i luksus” S 124.

Forfatteren både overdriver og underdriver når han karikerer persontyper og situationer. Dette til trods får man et indblik i en for os fremmed kultur med andre værdier og andre fordringer til tilværelsen. Ligesom en vigtig del af Algeriets historie folder sig ud gennem romanen.

Mimouni, en Algier-baseret romanforfatter, har smag for det komiske groteske der gennem folkeeventyrstilen afslører hvad traditionalisterne og fundamentalisterne laver. Han skrev flere romaner og noveller og regnes for en betydelig forfatter både i Algeriet og Frankrig.

Bogen blev filmatiserede i 1993, som ”L’honneur de la tribu” af Mahmoud Zemmouri.

Centrale pointer:

Fortalt af en gammel mand, der beretter stammes historie til en båndoptager.

Landsbyen Zitouna rammes af ”modernisering” styret af en opportunistisk bureaukrat.

Historien viser, hvordan skiftende magter – banditter, koloniherrer, egne eliter – alle optræder som fremmede.

Mimouni bruger komisk-grotesk satire til at afsløre traditionalisters og fundamentalisters dobbeltspil.

Slutningen rummer en skarp kritik af lovens uretfærdighed overfor skik og brug.

Romanen blev filmatiseret i 1993 som L’honneur de la tribu af Mahmoud Zemmouri.