Wassily Kandinsky og abstraktionens ånd – anmeldelse af Concerning the Spiritual in Art

Kort om bogen (bibliografiske oplysninger)

Anmeldelse

Kandinskys Concerning the Spiritual in Art er ikke en bog, der “forklarer” abstraktion med pædagogisk klarhed. Den er et vidnesbyrd fra selve bruddet: et menneske, der mærker, at den gamle verdens billedsprog er udtømt, og at noget nyt presser sig på – før sproget for alvor kan bære det.

Bogens kerne er idéen om den indre nødvendighed. Kunst skal ikke først og fremmest ligne noget; den skal virke. Farve og form har en direkte, indre resonans, på samme måde som musik kan bevæge os uden at forestille noget konkret.

Musik som ideal: uden tonalt centrum – uden motivisk centrum

Kandinsky tager udgangspunkt i erkendelsen af, at musik kan være meningsfuld uden et tonalt centrum. Den behøver ingen “hjemtone”, ingen tilbagevenden til et stabilt udgangspunkt. Heraf drager han sin radikale parallel: Maleriet må kunne det samme.

Dermed opløses motivets og perspektivets autoritet. Billedet bliver et selvstændigt univers, opbygget af relationer, spændinger og klange mellem farver og former. Kunstværket refererer ikke til verden – det er en verden.

Styrker

• En overbevisende begrundelse for, at kunst kan være ikke-repræsentativ og stadig meningsfuld.
• En frugtbar kobling mellem musik og maleri, som stadig hjælper os til at forstå abstraktionens logik.
• Et konsekvent opgør med kunst som dekoration eller illustration.

Svagheder

• Teksten er gentagende og ofte postulativ snarere end analytisk.
• Den åndelige historieskabelon fremstår i dag både teleologisk og elitær.
• Vægten på kunstnerens indre nødvendighed rejser spørgsmålet om, hvem der kan vurdere værkets gyldighed.

Vurdering

Som teori er bogen ujævn. Som historisk dokument er den uerstattelig. Den viser øjeblikket, hvor maleriet løsriver sig fra verden for at skabe sin egen orden – ikke som leg, men som alvor.

Kandinsky skrev ikke for at forklare abstraktionen, men for at gøre den mulig.

Modtagelsen ved udgivelsen

Da Concerning the Spiritual in Art udkom i 1911, vakte den stor opmærksomhed i avantgardekredse, især blandt ekspressionister og tidlige modernister i München og Berlin. I det etablerede kunstmiljø blev den derimod ofte mødt med skepsis og uforståenhed.

Dens åndelige og ikke-akademiske sprog virkede fremmed for mange, men for kunstnere, der allerede var på vej væk fra det figurative, fungerede bogen som legitimation og samlingspunkt. Dens betydning voksede i takt med, at abstraktionen selv blev en realitet.