Mellem lærebog og liv

Om Mikhail Bulgakovs En ung læges optegnelser

Der findes bøger, der er skrevet med afstand til deres stof, og der findes bøger, hvor forfatteren stadig kan mærke kulden fra sygestuen på sin egen hud, selv om der er gået et årti. Bulgakovs En ung læges optegnelser hører til den sidste kategori. Det er en tynd bog – syv noveller, en håndfuld hundrede sider – men den rummer en erfaring så intens, at den næsten sprænger sin egen novelleform.

En læge på flugt fra sin egen uerfarenhed

Man kan ikke læse disse noveller uden at kende til deres ophav. Bulgakov blev færdig som læge fra det medicinske fakultet i Kiev i 1916, og blev – som så mange unge læger under zemstvo-systemet – omgående sendt ud til et lille landdistrikt, først i Nikolskoje i Smolensk-guvernementet, siden i den noget større by Vjazma. Han var femogtyve år, nyuddannet, og med ét ansvarlig for et helt distrikts befolkning. Ingen overlæge at spørge til råds, ingen speciallæge en telefonopringning væk, ingen andet end de lærebøger han havde slæbt med sig fra Kiev, og som han om natten bladrede febrilsk i, mens en patient lå og ventede i næste værelse.

Det er denne konkrete, ikke-metaforiske uerfarenhed, der driver hele bogen. Fortælleren – der ligner Bulgakov selv til forveksling, men aldrig navngives med hans navn – kastes ud i benamputationer, kvælningsfarlige tracheotomier ved difteri og komplicerede fødsler, som han kun kender fra teoretisk pensum. Det tilbagevendende tema er ikke lægekunstens triumf, men dens svimlende, livsfarlige usikkerhed i det øjeblik, hvor teori skal blive til handling, og hvor der ingen er til at rette fejlen bagefter.

Det er denne gabende afstand mellem det, bogen ved, og det, den kan – mellem paragraf og patient – der giver novellerne deres nerve.

Komposition: novellecyklus, ikke roman

Bulgakov skrev og publicerede novellerne enkeltvis i midten af 1920’erne, næsten ti år efter de begivenheder, de skildrer. Det er værd at holde fast i, fordi det forklarer bogens dobbelte tidslag: der er den unge læges panik i nuet, og der er den modne forfatters retrospektive, næsten kærlige ironi over sit tidligere jeg. Denne dobbelthed er selve motoren i teksten. Vi oplever katastrofen, som fortælleren oplevede den – uden sikkerhedsnet – men vi mærker samtidig hele tiden en ældre, roligere stemme, der ved, at det gik godt, og som kan tillade sig et skævt smil midt i rædslen.

Formmæssigt er cyklussen løst sammenholdt: de samme figurer – jordemødrene Anna Nikolajevna og Pelageja Ivanovna, fejlbarhedens faste følgesvende – går igen fra novelle til novelle, og landskabet af sne, mudder og uendelig russisk provins fungerer som et konstant, næsten klaustrofobisk bagtæppe. Der er ingen stor fremadskridende plot; hver novelle er sit eget lille mareridt, løst i sidste øjeblik, ofte ved en blanding af held, lærebogsviden hentet frem i sidste sekund og ren desperation.

Angsten som litterært stof

Det, der løfter bogen ud over at være en kuriøs medicinhistorisk beretning, er, hvor ærligt Bulgakov skriver om angst. Fortælleren skjuler ikke sin rædsel bag en professionel maske – han lader den stå helt åbent frem: sveden, det panikslagne blik i lærebogens register, den indre monolog der veksler mellem “jeg kan ikke” og “jeg må”. Det er en form for selveksponering, der føles overraskende moderne, og som gør novellerne til noget mere end en tidsbestemt skildring af den russiske landlæges vilkår omkring revolutionen. De bliver en undersøgelse af, hvad det vil sige at handle under et ansvar, man endnu ikke føler sig moden til at bære – et tema, der rækker langt ud over lægefaget.

Central i denne sammenhæng står hanemotivet i novellen om håndklædet med hanemønstret. Det er ikke en triviel detalje, men bogens vigtige åbningsbillede: hanen, der bebuder dagen og står for livet mod dødens mørke, viser, at fortælleren – trods sine bange anelser ved den svære begyndelse – kommer helskindet igennem. Motivet sætter tonen for hele cyklussen: en gentagen bevægelse fra rædsel mod overlevelse.

Hanen på håndklædet

Rushnik med haner

I novellen “Полотенце с петухом” (“Håndklædet med hanen”) udfører den unge læge sin første store operation – en benamputation på en pige, hvis ben er blevet knust i en hørbrækningsmaskine. Han opererer i panik, styret mest af boglig viden, men pigen overlever og vender siden tilbage med et hjemmevævet håndklæde broderet med en hane. I russisk folketro varsler hanen daggry og driver mørket – og de urene ånder – på flugt; den er samtidig et gammelt apotropæisk symbol mod ild og ulykke, og gennem historien om Peters fornægtelse knyttet til opvågnen og anger. Gaven, fra netop den patient hvis krop og liv er blevet forandret ved lægens indgreb, bliver dermed et folkloristisk ekko af novellens eget tema: overgangen fra frygt og uvidenhed til handling og en spæd mestring.

Lægens forhold til sine patienter er præget af stor omsorg og dyb empati. Går det galt, er det ikke sygdommen, han bebrejder, men sig selv – skylden lægges konsekvent på egne skuldre, aldrig på tilfældet eller naturens grusomhed. Omvendt rummer bogen en påfaldende, næsten overraskende detalje: i de afgørende øjeblikke handler lægen ofte instinktivt og rigtigt, til sin egen forbløffelse. Han når frem til den rette beslutning, før han selv når at tænke den igennem, og vender dermed gang på gang en desperat situation til en god. Det er denne dobbelthed – den overvældende selvbebrejdelse ved nederlag og den ubevidste dygtighed i handling – der giver fortælleren hans særegne, sårbare autoritet.

Arven fra Tjekhov – og bruddet med den

Det er umuligt at læse disse noveller uden at tænke på Tjekhov, den anden store læge-forfatter i russisk litteratur. Men hvor Tjekhovs lægefigurer ofte er present, iagttagende, en smule resignerede over for provinsens stilstand, er Bulgakovs fortæller kastet ind i akut handling, hvor der ikke er tid til den tjekhovske melankolske distance. Tjekhov beskriver stilstanden i det russiske liv; Bulgakov beskriver den krise, hvor stilstanden brydes af en nødsituation, og hvor en enkelt, uforberedt mand pludselig skal levere. Det giver Bulgakovs noveller et helt andet tempo og en helt anden fysisk, nærmest kropslig intensitet end Tjekhovs – man kan næsten mærke blodet og kulden på en måde, Tjekhov aldrig søger.

Forskellen viser sig også i lægefigurernes indre forhold til deres fejl og deres dygtighed. Tjekhovs læger bærer ofte deres resignation som en fast, næsten permanent tilstand – de har for længst affundet sig med provinsens stilstand og deres egen utilstrækkelighed. Bulgakovs fortæller derimod svinger voldsomt: hans empati for patienterne er så stor, at et dårligt udfald opleves som hans eget personlige nederlag, langt mere end som sygdommens naturlige gang. Men netop i denne sårbarhed ligger også bogens optimisme, som ikke findes hos Tjekhov: gang på gang handler fortælleren instinktivt rigtigt, næsten før han selv har nået at tænke – som om kroppen og den nyerhvervede lægefaglighed reagerer klogere end den bevidste, angste tanke. Det giver novellerne en fremadrettet bevægelse, Tjekhovs noveller sjældent tillader sig: fra rædsel, gennem selvbebrejdelse, til en form for hårdt vundet kompetence.

En udviklingshistorie

Set som helhed er cyklussen også en dannelseshistorie. I den sidste novelle er det tydeligt for læseren, at lægen er blevet en erfaren mand: den panik og usikkerhed, der prægede de første fortællinger, er afløst af en rolig kompetence, og han ser nu frem til den kommende tid som landlæge som noget, han kan magte – ja, ligefrem glæder sig til. Fra den rædselsslagne begynder til den fortrøstningsfulde erfarne læge er der tilbagelagt en hel udviklingsrejse, som giver bogen en samlet retning, den ellers ikke ville have haft som ren samling af enkeltstående kriseoplevelser.

Et af de vigtigste vendepunkter i denne udvikling er lægens indrømmelse af den landlige snusfornuft, han tidligere har opfattet som den sorteste overtro. I den sidste novelle stiller han en fejlagtig diagnose på en lille dreng: han mener, at drengens ene øje er ødelagt og vil skære det bort, i den tro at det er en følge af, at øjet er “forsvundet”. Moren nægter at give sit samtykke og forlader lægen med barnet. Nogle uger senere vender hun tilbage med et barn, der er fuldstændig rask – og som har begge sine øjne intakte. I samme øjeblik lægen indser sin fejltagelse, går det op for ham, at det, der havde skubbet øjet i baggrunden, blot var en byld – og at moren og landbefolkningens ubelærte instinkt havde ret, hvor hans lærde anskuelse tog fejl. Det er en af bogens fineste og mest ydmygende pointer: den bogligt underviste fornuft er ikke altid overlegen den erfaringsbaserede, upolerede klogskab, som bønderne besidder.

Modtagelsen dengang

Det er værd at dvæle ved, hvor stille disse noveller faktisk kom til verden. De udkom ikke som en samlet bog, mens Bulgakov levede, men enkeltvis i 1925-26 i to tidsskrifter: det Moskva-baserede fagblad “Medicinskij rabotnik” (for læger) og det Leningrad-baserede populære ugeblad “Krasnaja panorama”. Ved novellen “Tьma egipetskaja” stod der endda en fodnote om, at den var hentet “fra den bog, En ung læges optegnelser, der er under forberedelse” – men den bebudede bog udkom aldrig i forfatterens levetid.

Det bliver først rigtig interessant, når man sætter det i forhold til, hvad der ellers skete i Bulgakovs forfatterskab på samme tid. 1925-26 var årene, hvor “Det hvide Garde” og teaterversionen “Dagene hos familien Turbin” udløste voldsom ideologisk strid, og hvor “Skæbnesvangre æg” og “En hunds hjerte” pådrog ham hård kritik og censurproblemer. Sammenlignet med det postyr gik lægenovellerne, offentliggjort i et fagblad og et populærblad, praktisk talt under radaren. Der findes ingen kendte samtidige anmeldelser af betydning – alt tyder på, at de i deres egen samtid blev opfattet som et mindre, halvfagligt sidespor snarere end en litterær begivenhed.

Titlen spiller i øvrigt bevidst op til Vikentij Veresajevs “En læges optegnelser” fra 1901, som havde udløst en heftig og langvarig offentlig debat om lægestandens vilkår, og som Bulgakov med sikkerhed kendte fra sin studietid. Men hvor Veresajevs bog blev en samfundsdebat, forblev Bulgakovs eget bidrag stille og upåagtet.

Vurdering

En ung læges optegnelser er ikke Bulgakovs mest berømte værk – den ære tilfalder naturligvis Mesteren og Margarita – men den er måske det værk, hvor man kommer tættest på forfatteren selv, ikke i biografisk forstand, men i eksistentiel forstand: mennesket der bliver kastet ud i en opgave, det ikke er klædt på til, og som må opfinde sin egen dygtighed i selve handlingens øjeblik. Det er en bog om at blive myndig under pres, skrevet med en sjælden kombination af klinisk præcision, ærlig angst og et skævt, aldrig ondskabsfuldt komisk blik. Den fortjener en langt bredere dansk læserskare, end den formentlig har i dag.