Europas tavshed om USA’s angreb på Venezuela – og hvad det afslører set fra Grønland
USA’s militære operation i Venezuela burde have udløst en entydig europæisk fordømmelse. I stedet fik vi tavshed og tomme fraser. Set fra Grønland bliver Europas afhængighed af USA særligt tydelig.
Baggrund: Angreb og anholdelse
I begyndelsen af januar 2026 gennemførte USA en militær aktion i Venezuela, ledsaget af eksplosioner i Caracas og anholdelsen af præsident Nicolás Maduro. Ifølge taz mistede bl.a. 32 kubanere livet, og FN’s Sikkerhedsråd blev hasteindkaldt.
EU’s reaktion: Forsigtighed som standard
EU og tyske politikere nøjedes med at opfordre til “tilbageholdenhed” og “respekt for folkeretten” – uden at nævne USA direkte. Det er en velkendt europæisk refleks: man undgår konflikt med Washington, særligt når NATO-sammenholdet sættes over alt andet, og når EU mangler et eget sikkerhedspolitisk alternativ.
Energi, NATO og den tavse kalkule
Der ligger en tavs kalkule under overfladen: amerikansk adgang til Venezuelas olie kan indirekte gavne europæisk energiforsyning. Man siger det ikke højt, men håber – og dermed kan EU fortsætte boykotten af billigere russisk olie og gas uden at betale den fulde pris internt. Prisen betales i stedet politisk: Europa mister sin stemme.
Det oversete spor: Et europæisk spor mod øst
Et mere nøgternt samarbejde med Rusland kunne stabilisere Europas økonomi og sikkerhed – uden at være så risikabelt som den dybe afhængighed af USA’s globale militære eventyr. Men dette spor overses, fordi det bryder med den dominerende dagsorden.
Set fra Grønland: Afhængighedens geografi
Grønland ligger midt i Arktis’ stormagtskonkurrence, hvor USA’s militære tilstedeværelse er konkret: baser, radarer, overvågning. Når EU og Danmark tier over for amerikansk aggression i Venezuela, indskrænkes også Grønlands mulighed for en selvstændig stemme i udenrigs- og sikkerhedspolitik. Selvstyret er reelt begrænset af den sikkerhedspolitiske ramme.
Konklusion: En stemme eller stilhed
Europa har brug for en selvstændig linje: at sige, at vores interesser ikke nødvendigvis er identiske med USA’s – og at brud på folkeretten skal fordømmes, uanset hvem der begår dem. Ellers forbliver tavsheden politik – og afhængigheden strukturel.
