IAlexander Zinoviev — biografi og intellektuel position

Alexander Alexandrovitj Zinoviev (1922–2006) var en russisk filosof, forfatter, sociolog og logiker. Han voksede op i en fattig bondefamilie, deltog i 2. verdenskrig og blev i 1950-erne og 60-erne et af symbolerne på den filosofiske tænknings genopblomstring i Sovjet.

Han var anti-stalinist i sin ungdom og holdt stærke synspunkter om samfundet livet igennem — først kritiserede han det sovjetiske system, siden det russiske politiske system og den vestlige verden, og til sidst globaliseringsprocesserne.

Efter at have publiceret sin satiriske roman De svælgende højder (Зияющие высоты) i Vesten i 1976 blev han frataget alle sine akademiske grader og titler, og i 1978 — under truslen om fængsel — tvunget til at forlade landet. Han levede i eksil i München i 21 år og vendte tilbage til Rusland i 1999.

Intellektuel egenart

Zinoviev var ikke dissident. Han samarbejdede ikke med organisationer der arbejdede imod Sovjetunionen på det ideologiske plan. Hans tilgang var udelukkende akademisk: han ville forstå samfundet objektivt, ikke politisk forandre det. Han understregede selv: hård kritik af det sovjetiske samfund fra sovjetiske menneskers side er et element i den sovjetiske kultur.

Han begyndte som matematisk logiker, anvendte dernæst logikkens metoder til at forklare den fysiske verden, og endte med at anvende dem til at undersøge samfundet. Hans kreative arv inkluderer ca. 40 bøger inden for sociologi, socialfilosofi, matematisk logik, etik og politisk tænkning.

IIКоммунальность — kommunalitet

Kommunalitet er Zinovievs mest centrale og mest originale begreb. Det oversættes dårligt — det handler ikke om fællesskab i positiv forstand, men om de uundgåelige overlevelseslove som aktiveres, så snart mennesker lever tæt og længe nok til at konkurrere om begrænsede goder.

Lovenes karakter

Zinoviev beskriver kommunalitetens love som:

• Naturlige — de udspringer af menneskets biologiske natur og stræben efter selvbevarelse
• Objektive — de er uafhængige af individernes vilje og bevidsthed
• Universelle — de gælder i alle samfund, til alle tider, i øst og vest
• Ikke-moralske — de er hverken gode eller onde; de er som tyngdeloven

«Хотя законы коммунальности естественны, люди предпочитают о них помалкивать и даже скрывают их.»

Selv om kommunalitetens love er naturlige, foretrækker folk at tie om dem og skjuler dem endda. — Zinoviev, Kommunisme som realitet

De seks kernelove

Den selvforstærkende cyklus

Lovene reproducerer sig selv: kommunal adfærd skaber mistillid, som retfærdiggør kommunal adfærd. Den der ikke spiller spillet, taber position. Den der spiller det bekræfter spillets regler.

IIIDet centrale skel: социальный индивид og личность

Dette er Zinovievs mest eksistentielle bidrag — skellet mellem to grundlæggende måder at eksistere i et samfund på.

Социальный индивид — det sociale individ

Социальный индивид (det sociale individ): det menneske der følger kommunalitetens love automatisk og ubevidst. Det udgør det overvældende flertal i enhver organisation og ethvert samfund.

Det sociale individ har en intellektuel-moralsk horisont begrænset til forståelsen af socialitetens love og reglerne for adfærd i overensstemmelse med dem. Det er i princippet et amoralsk, kynisk og åndsforladt subjekt — der dog skjuler sin egentlige natur bag moralisme og demagogi.

For sådanne subjekter er videnskab, filosofi, kunst — og i særlig grad politik — blot et middel til at erobre den mest fordelagtige sociale position. Sådanne mennesker udgør flertallet i alle samfundets sfærer.

Личность — personlighed

Личность (personlighed i fuld forstand): det menneske der bevidst modstår kommunalitetens love og realiserer sig kreativt frem for karrieremæssigt. Det udgør altid et mindretal.

Personlighed er et autonomt individ, kendetegnet ved uafhængighed af det sociale miljø og selvstyring. Zinoviev beskriver det med en privat formulering: “Jeg er en suveræn stat bestående af én borger — mig selv.”

Alle historiske fremskridt skyldes mennesker der var afvigelser fra de gældende normer. Sådanne mennesker kan gøres til genstand for forfølgelse, foragt, erklæres unormale — men det er kun dem der sikrer samfundets fremskridt.

Det livsafgørende øjeblik

Zinoviev beskriver et autobiografisk øjeblik som kernen i dette skel. En brøddeler fordeler brødet: den største skive til sig selv, den næststørste til sin hjælper. Alle griber — og der er kun den mindste skive tilbage.

“For mig var der kommet et øjeblik, et af de vigtigste i mit liv. Enten underlægger jeg mig de fælles love for socialt liv, eller jeg går imod disse love. I løbet af et halvt sekund trådte hele min hidtidige livserfaring i kraft. Jeg tog den skive der lå tilbage på bordet. Den mindste. Dette halvt sekund afgjorde hele mit videre liv.” — Zinoviev, De svælgende højder

Det paradoksale valg

Der er en iboende modsigelse i Zinovievs system her: han hævder at kommunalitetens love er biologisk universelle og objektive — og hævder samtidig at личность kan modstå dem ved fri valg. Men hvis lovene er naturlove, hvad er da det ontologiske grundlag for den frie modstand?

IVКлеточка og Человейник — cellen og menneskemyren

Человейник — menneskemyren

Человейник (menneskemyren): en neologisme sammensat af человек (menneske) og муравейник (myretue). Zinovievs begreb for enhver menneskelig sammenslutning med følgende karakteristika:

• Fælles historisk liv og selvreproduktion
• Intern og ekstern identifikation
• Fælles territorium og tilvejebringelse af eksistensmidler
• Arbejdsdeling og differentiering af sociale positioner

Billedet er bevidst dehumaniserende: vi tror vi er individer med frie valg, men vi fungerer som myrer — underlagt en kollektiv logik vi ikke selv har valgt.

Клеточка — den kommunale celle

Клеточка (cellen, den primære gruppe): den konkrete institution, afdeling eller arbejdskollektiv, hvori kommunalitetens love er direkte levede. Det er her den daglige sociale kamp udspiller sig.

Клеточка svarer løst til Bourdieus felt — den er den relativt aflukkede sociale enhed med egne regler, egne hierarkier og egne kampe om position. Men der er en afgørende forskel: Bourdieu tillader relativ autonomi til forskellige felter. Zinoviev mener at kommunalitetens love opererer identisk i alle клеточки, uanset om det er en videnskabelig institution, en fabrik eller et kunstnerisk miljø.

De tre aspekter i ethvert menneskesamfund

Zinoviev opdeler den sociale orden i tre analytisk ligestillede aspekter:

• Деловой аспект (det forretningsmæssige aspekt): produktionen af eksistensmidler, arbejdets effektivitet og resultater
• Коммунальный аспект (det kommunale aspekt): individernes indbyrdes relationer i hierarkiet, status og magt
• Ментальный аспект (det mentale aspekt): værdiorienteringer, ideologi og legitimerende forestillinger

Disse tre aspekter er ikke hierarkiske som hos Marx (basis → overbygning). De er ligestillede faktorer der gensidigt betinger hinanden.

VZinoviev og Marx — et opgør med den materielle basis

Zinovievs forhold til Marx er komplekst: han begyndte sin akademiske karriere med at analysere logikken i Kapitalen, men kom til at afvise selve grundlaget for Marx’s historieteori.

Den centrale omvending

“Kapitalismen voksede ud af økonomiske relationer. Kommunismen vokser ud af relationer af en helt anden art — ud af relationer som jeg fremover vil kalde kommunale.” — Zinoviev

Dette er en direkte omvending af basis-overbygningsmodellen. Hos Marx er det produktivkræfter og produktionsforhold — det materielle-økonomiske — der udgør fundamentet som juridiske, politiske og ideologiske former hviler på. Zinoviev siger: der er et lag dybere end det — kommunaliteten.

Hvad Zinoviev afviser hos Marx

• At kommunisme er det uundgåelige resultat af kapitalismens udvikling
• At den materielle base determinerer den sociale overbygning
• At menneskets natur formes af produktionsforholdene
• At klassekampen er den primære drivkraft i historien

Zinoviev erstatter det materielle fundament med et antropologisk: kommunalitetens love udspringer af menneskets biologiske natur, ikke af produktionsmåden.

Det paradoksale resultat

Zinoviev konkluderer at kommunalitetens love er endnu mere brutale i den vestlige kapitalistiske celle end i den kommunistiske, fordi den institutionelle beskyttelse er svagere. Det frie marked frigør ikke mennesket fra kommunalitetens love — det fjerner de institutionelle skjolde der i det kommunistiske system i det mindste modererede den rå kommunale kamp.

VIZinoviev og Bourdieu — paralleller og afgørende forskelle

Zinovievs tanker har overraskende lighedspunkter med Pierre Bourdieus feltteori — men også dybe modsætninger.

Hvad de deler

• Begge tænker i strukturelle felter/celler frem for abstrakte samfund
• Begge ser individets handlinger som primært formet af den struktur det befinder sig i
• Begge afviser en forestilling om individets frie suverænitet
• Begge ser at “kritikken” af systemet kan være en del af systemet

Клеточка hos Zinoviev minder om Bourdieus felt: en relativt afgrænset social enhed med egne logikker, egne former for kapital og egne interne kampe.

Afgørende forskelle

Den manglende dialektik

Det Zinoviev ikke udviklede — men som ville have ført hans tænkning langt videre — er et dialektisk samspil mellem личность, menneskeligt valg og praksis. I en dialektisk model ville svaret være: личность‘s praksis forandrer — omend minimalt og langsomt — de sociale strukturer den opererer i. Det er præcis den bevægelse Bourdieu beskriver i feltteorien.

VIIKritik — det biologiske svage led

Det svageste led i Zinovievs tænkning er hans biologiske universalisme: kommunalitetens love er ikke blot en beskrivelse af bestemte sociale miljøer, men hævdes at være naturlove for mennesket som biologisk væsen.

Metodologisk cirkelslutning

Zinoviev observerede primært det sene bureaukratiske Sovjet og det vestlig-akademiske emigrantmiljø i München. Begge er hierarkiske institutioner med stærk intern konkurrence om knappe goder. Disse miljøer fremhæver kommunal egoisme mest.

«Зиновьев вполне по-позитивистски доверял своему социальному опыту, его в основном и опрашивал. Обнаруженному в нем придавался статус социальных законов.»

Zinoviev stolede på positivistisk vis på sin sociale erfaring og spurgte primært denne. Det der blev fundet i den, fik status af sociale love. — Russisk akademisk analyse

Modeksempler han ikke mødte

• Arktiske overlevelsessamfund (Inuit, Yupik): overlevelse kræver tillid, deling og redistribution — en social logik næsten modsat Zinovievs kommunale love
• Marcel Mauss: gavekulturer, potlatch — “giv mere og tag mindre” som den dominerende sociale logik
• Elinor Ostrom (nobelpris 2009): fællesressourcer kan forvaltes kollektivt udenom “alles krig mod alle”
• Marshall Sahlins: “stenalderens overflod” — jæger-samlersamfund med færre arbejdstimer end industrisamfund

Hvad russiske kritikere siger

Vadim Mezhuev: “Alt i mig protesterer mod Zinovievs tekster — men jeg kan ikke slippe af med en anden fornemmelse: at hans diagnose er absolut præcis. Min moral protesterer mod de konklusioner Zinoviev drager, men man kan ikke nægte ham sans for virkelighed.”

Abdusalam Gusejnov: Zinovievs sociologi kræver som supplement en særlig etisk orienteret antropologi, som Zinoviev selv aldrig fuldt ud leverer.

Er det social darwinisme?

• Han legitimerer ikke hierarkiet — tværtimod: dem der vinder i det sociale spil, er de moralsk mindreværdige
• Hans “lov om universel fordummelse” siger at den naturlige udvælgelse producerer de ringeste, ikke de bedste
• Han åbner for modstand — личность kan vælge anderledes

Den mere præcise betegnelse er social hobbesiansk: kommunalitetens love er Hobbes’ naturtilstand (bellum omnium contra omnes), og civilisationen er Leviathan — men en skrøbelig Leviathan som aldrig helt vinder.

VIIIOrdliste — russiske termer forklaret

IXAfsluttende vurdering

Zinoviev var en mesterlig sociologisk diagnostiker — men en svag sociologisk forklaringsteoretiker. Han så hvad der sker, men hans svar på hvorfor det sker er utilstrækkeligt, fordi det fjerner fænomenet fra historien og placerer det i biologien.

Det dialektiske spil han ikke udviklede: личность‘s praksis forandrer — omend langsomt — de strukturer den modstår. Uden den biologiske lås ville hans tænkning have ført til en langt mere frugtbar position: en sociologi der kombinerede logisk præcision med en genuint dialektisk antropologi.

Hans vigtigste indsigt forbliver sand uanset dette: det system der kritiseres, er en del af den person der kritiserer det. Kritikken er ikke uden for systemet — den er en del af det. Det er en ubehagelig sandhed, og det er grunden til at Zinoviev forbliver relevant.