Henri Matisse og Qingaruvdliaq – fra inuit portræt til glasmosaik i Rosenkrans Kapellet
Fra Arktis til Middelhavet: Et fanget smil af en kvinde blandt Kitdlinermiut bliver i Henri Matisses hænder til en glasmosaik ved indgangen til Rosenkrans Kapellet i Sydfrankrig. Et billede af liv og overflod, der forener inuitternes sangtradition med kristen symbolik og modernismens billedsprog.
Leo Hansen og Knud Rasmussen
Fotografen var Leo Hansen, hvis billeder og film er en vigtig del af 5. Thule-ekspeditionens indsatser.
Knud Rasmussen ønskede en professionel fotograf knyttet til ekspeditionen, og Thule-komitéen fandt frem til Leo Hansen. Turen gik derefter over New York, hvor Hansen skaffede film og kameraer, der egnede sig til optagelser i Arktis. Derefter fortsatte han rejsen til Alaska.
Det var meningen, han skulle støde til ekspeditionen på den lille ø Herschel Island tæt ved Alaskas grænse. Men da Hansen nåede frem, havde ingen hørt noget fra Knud Rasmussen – så han rejste ham i møde.
Det var derfor, Leo Hansen mødte 5. Thule-ekspedition langt inde på den canadiske side ved Tre River handelsstation på Kent Peninsula. Da Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq dukkede op, stod Hansen klar med kameraet – et øjeblik, der kan ses i filmen Med Hundeslæde gennem Alaska.
Det var heldigt, at Leo Hansen rejste ekspeditionen i møde – for netop omkring Tre River udførte Knud Rasmussen nogle af sine vigtigste studier på denne del af ekspeditionen: moskusoksefolkenes kultur og samfund. Hansen leverede enestående portrætter, som gav disse mennesker ansigter.
Knud Rasmussen var særlig god til at fremhæve individets lod i livet, så etnografien blev både kollektiv og personlig. Og med Leo Hansens fotografier blev menneskene levende i billederne.
Et andet sted på jorden
Meget senere – og et helt andet sted – strandede en gruppe franskmænd i New York i 1940 på grund af krigen. Blandt dem var Henri Matisses svigersøn Georges Duthuit, surrealismens fader André Breton og den unge antropolog Claude Lévi-Strauss.
De oplevede New York som en hård og fremmed by. Men nogle små oaser fandtes: American Museum of Natural History og National Museum of the American Indian, hvor de lod sig opsluge af de store samlinger af inuit- og indianerkultur.
Allerstærkest var dog Carlebachs galleri på 3rd Avenue, hvor inuitmasker og nordvestkyst-indianernes kunst kunne købes. Her blev Duthuit dybt fascineret og købte flere masker.
Han havde aldrig været i Arktis, men han læste sig ind i inuitverdenen gennem to bøger: Fra Grønland til Stillehavet af Knud Rasmussen og Kabloona af Gontran de Poncins. Den sidste var præget af racistiske undertoner, mens Knud Rasmussens bog viste det modsatte. På sin egen måde balancerede de hinanden.
Fantasiens verden
I New York arbejdede Georges Duthuit på et stort poetisk værk, Une fête en Cimérie (En fest i Cimmérie) – en fantasi, hvor inuitverdenen, New York og det gamle Byzans smeltede sammen til en indre, burlesk rejse.
I digtet mødes den moderne civilisation med en mytisk, fjern og delvist inuit-inspireret verden – en verden han selv skabte gennem fantasi, læsning og de masker, han købte.
Promovering af inuitkunst og Matisses overraskelse
Da Frankrig var befriet, arrangerede de hjemvendte franskmænd udstillinger af inuitkunst i Paris. Duthuit ønskede at udgive sit digt med illustrationer – og naturligt nok faldt tanken på svigerfaren, Henri Matisse.
For at overbevise Matisse viste han ham sin samling af inuitmasker. Synet af dem slog Matisse omkuld. Han blev dybt bevæget – næsten sjæleligt rystet. Han sagde ja til at illustrere digtet, selv om han ikke havde meget til overs for sin svigersøn.
Matisse læste Knud Rasmussens bog og så dokumentarfilm, bl.a. Fred Matters film om Grønland fra 1936. Han studerede også Leo Hansens inuitportrætter og begyndte sit eget kunstneriske arbejde.
Matisses forvandlinger
For Matisse handlede portrætterne ikke om præcis gengivelse – men om transformation. Han omformede og omskrev motiverne efter følelse, intuition og fantasi. Kunstens væsen, mente Matisse, var projektiv: en dialog mellem model og kunstnerens indre tilstand.
Matisse arbejdede i perioder med inuitportrætterne samtidig med, at han forberedte sit store sene hovedværk: udsmykningen af Rosenkrans Kapellet i Vence.
Rosenkrans Kapellet i Vence
I begyndelsen skulle Matisse kun lave mosaikvinduerne. Men hurtigt stod det klart, at hele kapellets æstetik måtte tegnes af ham – arkitektur, lys, vægmalerier og inventar.
Inspirationen går tilbage til hans møde med Monique Bourgeois, som plejede ham under en sygdomsperiode og senere blev nonne.
I 1947, i en alder af 77, tog Matisse fat på sit livs største kunstneriske projekt og brugte mere end fire år på kapellet.
Fisken – Qingaruvdliaqs smil
Under arbejdet fortalte Matisse en dominikaner, at et af hans inuitportrætter – tegningen af Qingaruvdliaq – inspirerede ham. Hendes smil lignede en fisk, mente han. Og denne fisk skulle symbolisere Kristus.
I dag møder besøgende til Rosenkrans Kapellet Qingaruvdliaqs smil – forvandlet til en glasmosaik over indgangsdøren.
Knud Rasmussen fortæller, at Qingaruvdliaq kendte alle mændenes sange og hviskede dem til rette, hvis de gik i stå under sangfesterne. Hun hørte sandsynligvis til moskusoksefolket (Umingmaktôrmiut) eller den større gruppe Kitdlinermiut – “de yderste mennesker mod nord”.
Min egen metamorfose
Som etnograf kan man ikke lade være med at smile over Matisses fisk – og komme til at tænke på det kinesiske ord for fisk, yü, der også betyder “overflod”.
Måske var der allerede i Qingaruvdliaqs smil en overflod af liv og lethed. Og måske var det netop dette smil, som Matisse ønskede, at de besøgende i kapellet skulle føle som en renselse og en befrielse.
Knud Rasmussen oplevede også smilets kraft. En kvinde blandt Kitdlinermiut tog ham i skulderen og spurgte:
“Er du en mand, en kvinde kan få til at smile?”
Knud skriver: “Jeg måtte le højt — venskabet med mine bopladsfæller var beseglet.”
Opsummering
- Leo Hansen fangede et kvindesmil blandt Kitdlinermiut.
- Henri Matisse omskabte smilet til en glasmosaik i Rosenkrans Kapellet.
- Smilets metamorfose viser, hvordan inuitkultur kunne inspirere europæisk modernisme.
- Værket binder etnografi, kunst og kristen symbolik sammen i et sjældent og unikt møde.
