Maleriet Stakhanovitter fra OGPU-fabrikken af Vitalij Gavrilovitj Tikhov

Stakhanovbevægelsen var en sovjetisk kampagne, der opfordrede arbejdere til at overskride deres produktionsmål. Det er imidlertid ikke dette, der interesserer mig ved billedet. Min interesse blev vakt ved synet af de kvindelige arbejdere og den lille gruppe af kvindelige forskere i forgrunden.

Maleriet er malet i 1936-37. Det er i dag ejet af ROSIZO, det russiske statsmuseum for udstillingsvirksomhed. Det blev skabt til udstillingen Socialismens industri, og temaet er arbejdernes kreative deltagelse i produktionsprocessen, den teknologiske udvikling og arbejdsproduktivitetens stigning.

Kunstneren genskaber den rummelige værkstedshal på OGPU’s statslige optiske og mekaniske fabrik, GOMZ. Hallen er oplyst af høje vinduer med båndglasfacade, der åbner mod en panoramaudsigt over byen. Inde i hallen arbejder unge kvinder i arbejdstøj – forskelligt farvede kitler og kulørte tørklæder – ved lange borde med lamper med grønne skærme. På nogle af bordene ses kameraer. I forgrunden har en gruppe kolleger samlet sig om et stort kamera og synes at drøfte produktionsprocessen. En af arbejderne skriver; ved siden af hende ligger et blækhus, en bog og ark papir. Alle kvindernes opmærksomhed er rettet mod diskussionen – de nærmeste følger tavst og koncentreret med, mens de længere væk har lagt arbejdet fra sig og deltager i samtalen.

I 1930’erne blev det første filmkamera, KS-1, udviklet på Leningrad GOMZ-fabrikken, og masseproduktionen af USSR’s første brede amatørkamera, Fotokor N1, blev sat i gang her.

Hvad man ser – og hvad man ikke ser

Ser man nærmere på Tikhovs komposition, er der mere at hente end den officielle beskrivelse leverer. Billedet er bygget op omkring en diagonal der fører øjet fra den skrivende kvinde i forgrunden og op mod de store vinduer i baggrunden. Lyset strømmer ind fra oven og bagfra – arbejdet foregår bogstaveligt talt i lyset. Det er ikke tilfældigt.

Til forskel fra meget socialistisk realisme, der tenderer mod typer snarere end individer, har Tikhov gjort sig umage med at give kvinderne forskellige ansigtsudtryk og kropsholdninger. Den gule bluse skiller sig ud i forgrunden; ved siden af hende den koncentrerede der skriver, den foroverbøjede lyttende, den let tilbagelænede. Det giver billedet en næsten fotografisk troværdighed – hvilket er ironisk, givet at emnet netop er kameraproduktion.

Kameraerne på bordene er heller ikke blot dokumentation af arbejdsstedet. De fungerer som statussymboler inden i billedet: præcisionsinstrumenter omgivet af præcise kvinder. En dobbelt hyldest til det teknisk-industrielle projekt.

Og så er der det som ikke er der. Ingen træthed, ingen rødme, ingen løse hårstrå. Og ingen mænd – hverken som overordnede eller som tilskuere. Kvinderne er suveræne inden for lærredets ramme, og det er billedets ideologiske pointe. Alt det Baranskaja siden hen beskriver – udmattelsen, skyldfølelsen, det logistiske mareridt – det ligger uden for dette lærred.

Stolthed og status

På malerier som Tikhovs fremstilles de kvindelige arbejdere som stærke, glade, fokuserede og teknisk dygtige. De var statens heltinder. Og det betvivler jeg ikke et sekund – der er bare også en anden historie bag facaden, som dengang ikke blev fortalt.

Den handler om økonomisk nødvendighed. Det drejede sig ikke kun om ligestilling. Staten havde desperat brug for arbejdskraft til den massive industrialisering og til at genopbygge landet efter Anden Verdenskrig, hvor millioner af mænd var faldet.

Virkeligheden hos Baranskaja

Da Natalja Baranskaja udgav sin bog i 1969, punkterede hun glansbilledet ved at skildre en uge i hovedpersonen Olgas liv. Olga er, præcis som kvinderne på GOMZ-fabrikken, en dygtig og veluddannet tekniker – hun er forsker på et laboratorium. Men Baranskaja viser alt det, som Tikhovs maleri skjuler: den såkaldte dobbeltbyrde (двойная нагрузка).

Mens staten gav kvinderne fuldtidsarbejde på fabrikker og laboratorier, ændrede de traditionelle kønsroller i hjemmet sig stort set ikke. Manden hjalp sjældent til. Kvinden bar det fulde ansvar for børn, madlavning og rengøring.

Hverdagen var et logistisk mareridt. I En uge som mange andre løber Olga konstant – efter bussen, for at hente børnene i institutionen, i kø for at købe dagligvarer. Og hendes kolleger lever som hun i en permanent tilstand af udmattelse og dårlig samvittighed: passer de arbejdet perfekt, svigter de børnene; tager de en barnets sygedag, sakker de bagud i produktionen og svigter arbejdspladsen. Olga elsker sit arbejde og den samfundsrolle det giver hende – hun elsker ligeledes sin mand, og familiens trivsel betyder meget for hende – men hun kan bare ikke få enderne til at mødes.

Lærredet og romanen – to vidner til det samme liv

Tikhov og Baranskaja skildrer den samme verden med tredive års mellemrum og med vidt forskellige midler. Han med olie på lærred, hun med prosa. Han inden for den socialistiske realismes formsprog – en tradition der rummede langt større mangfoldighed i farve, streg og komposition end man ofte forestiller sig – hun med den kritiske realisme som sovjetisk litteratur faktisk forpligtede sig på som norm. Baranskaja holdt sig til denne norm, men hun holdt den fast med begge hænder. At problematisere kvindens dobbeltarbejde krævede mod. Det var hendes metode.

Og alligevel taler de om de samme kvinder.

Det er her kunstens stofskifte viser sig tydeligst. Maleriet optager virkeligheden og omdanner den til noget større end det enkelte liv – det er dets funktion og dets begrænsning. Litteraturen optager den samme virkelighed og insisterer på at vise det, lærredet skjuler: lugten af morgenmad der skal nås, bussens nummer, barnets feber, blækhusets kolde berøring. Baranskaja giver Tikhovs kvinder en uge – og dermed et liv.

Tilsammen udgør de to værker noget et enkelt af dem ikke kunne have leveret alene. Maleriet sætter scenen og giver arbejdet en værdighed; romanen åbner døren og viser hvad der venter derhjemme. Kunsten og litteraturen udveksler erfaringer på tværs af tid og form – de optager, bearbejder og giver videre. Præcis som Marx’ stofskifte. Præcis som al levende kultur gør.