Faner over Istedgade, 1972 – 4. maj-optoget på Vesterbro
Det årlige 4. maj-optog på Vesterbro i 1972 var noget ganske særligt. Selvom det var en mindehøjtidelighed for befrielsen, blev demonstration og taler det år i høj grad brugt som protest mod EF op til folkeafstemningen i oktober. Danmarks Kommunistiske Parti og forfatteren Hans Scherfig var på banen for at yde ja-sigerne al den modstand, de kunne.
Jeg traf kunstneren Leo Flaks (1920–1981) på Strøget, og vi skyndte os mod Vesterbro for at deltage i begivenheden. Vi skød genvej gennem Hovedbanegården, og selvom vi kom lidt efter optoget, ventede der os noget næsten eventyrligt.
Det vrimlede med mennesker, og vejret var mildt. Ved hver eneste sidegade på begge sider af Istedgade stod fanevagter med blodrøde faner.
Leo begyndte at fortælle om den russiske revolution i 1917, hvor hans familie havde været med i gaderne. Jeg husker, hvordan han pludselig gik ind hos en bager og købte småkager til os – som om vi skulle gøre begivenheden en smule festligere.
Med munden fuld af småkager arbejdede vi os frem mod Enghave Plads, hvor vi med stigende intensitet lyttede til talerne. De trak tråde fra modstandskampen under krigen til den aktuelle modstand mod EF.
På Vesterbro var mange optaget af, at Danmark ikke igen skulle underlægges fremmede magter – dengang Tyskland, nu de store monopoler i “Fællesmarkedet”.
Så kom Hans Scherfig på talerstolen. Han lagde ikke fingrene imellem, men talte lige ud af muleposen.
Han trak bevidst paralleller mellem modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt og den aktuelle modstand mod EF – og antydede endda, at man måtte være parat til at gribe til våben, hvis det blev nødvendigt.
Ordene faldt tungt i forsamlingen. Folk puffede til hinanden og råbte med. Det føltes pludselig ikke længere som en mindehøjtidelighed, men som noget langt mere skæbnesvangert.
Hvordan gik det så ved folkeafstemningen?
Vesterbro sagde nej.
Mens hele Danmark stemte et klart ja, var billedet i København et andet. På Vesterbro stod arbejdere og studerende sammen mod det, de kaldte “monopolernes Europa”.
Bagefter dryssede vi lidt omkring i kvarteret, før vi vendte tilbage mod Strøget – og ind i det minefelt, som København dengang også var.
