Mødet med en hedensk messias på Solovetskij-øerne

Mens jeg arbejdede i Murmansk-området i de kaotiske år efter Jeltsins barske økonomiske chokterapi, opstod tanken om at besøge Solovetskij-øerne i Hvidehavet. Formålet var at se det berømte kloster – men ikke mindst at besøge øernes mystiske, før-kristne stenlabyrinter.

Vi tog tre personer afsted: Hans Kristian, Svetlana og jeg. Rejsen begyndte med toget fra Murmansk sydpå til havnebyen Kem, hvorfra pilgrimsbåden sejlede ud i Hvidehavet.

Allerede på båden lagde jeg mærke til en ældre mand. Han havde langt hår samlet i en knold i nakken, præcis som de russisk-ortodokse munke plejer, og jeg antog umiddelbart, at han var en af klostrets mænd. Det skulle dog vise sig at være et totalt visuelt bedrag. Manden var i virkeligheden leder af en indadvendt, okkult krisereligion, og han rejste sammen med en gruppe unge mænd, som betragtede ham som en sand profet.

De var taget til øerne udelukkende for at opsøge de urgamle labyrinter på øen Zajatskij. De blæste fuldstændig på de officielle, historiske forklaringer og fortolkede i stedet stenene på deres helt egen mystiske måde.

Selvom det var strengt forbudt at betræde labyrinterne, brød en af de unge drenge afspærringen og gik derind. Vores lokale guide, som intet kendte til kulten, reagerede prompte ved at appellere til den gængse folketro. Hun råbte direkte til ham: »Er du ikke bange for at miste din sjæl?«

Først senere fandt jeg ud af, at det netop var meningen – drengen var i gang med at gennemgå en farlig, okkult indvielse i labyrintens midte.

På sejladsen tilbage fra Zajatskij-øerne fik jeg mulighed for at tale med denne »messias«. Det stod hurtigt klart for mig, at manden var bindegal. Han improviserede rablende sine teorier på stedet, mens hans unge disciple optog hvert evigt eneste ord på båndoptager og tolkede det som ren genialitet. Samtidig var de jo også bare helt almindelige russiske drenge, der havde fiskestænger og guitarer med på turen, hvilket gjorde hele optrinnet endnu mere surrealistisk.

Under samtalen afslørede lederen sin helt egen historieskrivning. Han fortalte mig, at der i hele verdenshistorien kun var to personer, som havde opnået den allerhøjeste indvielse i disse labyrinter: ham selv og Josef Stalin. Processen var så ekstrem, forklarede han, at man som regel døde undervejs – og Stalin var netop død kort efter. Derfor var han nu den eneste nulevende i verden, der havde klaret det. Han hadede den etablerede kristne kirke og var overbevist om, at den forfulgte ham.

Mødet står for mig som et fuldstændig unikt og intenst tidsbillede på et Rusland i totalt knæ, hvor unge mennesker i fraværet af en fremtid søgte tilflugt i det absolutte vanvid og magiske krisereligioner.

Som antropolog ærgrede det mig efterfølgende enormt, at jeg ikke fik mulighed for at studere denne kult nærmere. I teorien kendte jeg alt til krisereligioner og revitaliseringsbevægelser, men dette var den eneste gang i mit liv, jeg oplevede fænomenet udfolde sig i virkeligheden, lige for øjnene af mig. I fraværet af en stabil hverdag og en overskuelig fremtid søgte disse unge mænd tilflugt i det absolutte magiske vanvid – og jeg fik lov at fange et sjældent, levende glimt af det, lige før det forsvandt i Hvidehavets tåge.