Dengang Gurre kom på verdenskortet

J. P. Jacobsens digtcyklus Gurresange blev verdensberømt, da Arnold Schönberg satte den i musik som Gurrelieder. Uropførelsen i Wien 1913 blev en triumf og satte Gurre på verdenskortet.

Den unge danske digter Jens Peter Jacobsen (1847–1885) opnåede en anseelig verdensberømmelse, og netop derfor fik tolvtonemusikkens opfinder, Arnold Schönberg, øje på hans digtcyklus Gurresange og satte dem i musik (Gurrelieder, uropført 1913 i Wien). Arnold Schönberg var allerede et stort navn, og uropførelsen blev en bragende succes, der lige med ét satte Gurre på verdenskortet.

Gud, naturens kræfter, kærlighed og død

Jens Peter Jacobsens digtcyklus Gurresange fra 1868, inspireret af det danske middelaldersagn, foregår på Gurre Slot og fortæller den tragiske kærlighedshistorie om kong Valdemar og hans elskerinde Tove Lille (Lille Tove), myrdet af dronning Helvig. Sagnet blev oprindelig tilskrevet Valdemar den Store og hans elskerinde, men blev siden overført til Valdemar Atterdag. Trekantsdramaet nedtones til fordel for fortællingen om kærligheden og om oprøret mod Gud.

Da Valdemars dronning lokker Tove ind i den overophedede sauna, hvor hun dør, gribes kongen af en afmægtig smerte. Tove betyder “due”, og i skovduens sang forudsiges Toves død. Den sorgramte konge forbander Gud, fordi han lod dette ske. For denne Gudsbespottelse bliver kongen dømt til ved nattetide at ride gennem stormen med sin spøgelseshær gennem skovene omkring Gurre. Uden at kunne finde gravens fred jager kongen omkring for at finde sin elskede Tove – en grotesk søgen efter den for evigt tabte kærlighed. Handlingen udspiller sig inden for et halvt døgn, der starter med tusmørket og ender ved solopgang. Ved solopgangen jages spøgeriet og historiens drama på flugt for det klare lys, og en anderledes optimisme anes.

J. P. Jacobsens slutning på historien er fundamentalt anderledes end den, som den romantiske traditions digtere skrev indenfor. Historien benægtes: det turde være løgn alt sammen. I stedet for at føre handlingen til en harmonisk afslutning tryller han den ned i jorden og henviser den til nattens spøgelser: i dagens klare lys har spøgerigets magi ingen kraft.

Imidlertid er der mere end det i J. P. Jacobsens digtcyklus, for i slutdigtet “Sommervindens vilde Jagt” beskriver digteren naturens genopstandelse, der går igen i daglige og årlige rytmer – en levende skildring af planterne, dyrene, vinden og til sidst den opgående sol. Måske ender handlingen derfor ikke med kærlighedens død, men i en forvandling gennem en altomfattende levende natur. Tove og naturen er blevet til ét.

Arnold Schönberg

Arnold Schönberg (1874–1951) var en selvlært østrigsk komponist og betragtes som en af de vigtigste komponister i det 20. århundrede. Han var tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse i tysk poesi og kunst. Ligesom i hans musikalske værker er Schönbergs kompositionsstil for malerierne præget af fri association; han malede for at nedfælde sit subjektive indtryk af det afbillede. Maleriet var en integreret del af hans kunstneriske virke og skal ikke ses som adskilt fra musikken.

Som leder af den anden wienerskole samlede han flere af tidens fremmeligste komponister. Hans 12-tone kompositionsmetode, som effektivt afviste de akustisk baserede tonale hierarkier, der havde været grundlag for musikken i århundreder, formede udviklingen af det 20. århundredes musik. Som jødisk komponist blev Schönberg forfulgt af nazistpartiet, der stemplede hans værker som “degenereret” musik og forbød dem opført. Han emigrerede til USA i 1933.

Schönberg blev kendt med Gurre-sangene, der udkom på tysk i 1899 under titlen Gurrelieder. Han begyndte at tonesætte nogle af digtene som en sangcyklus for stemme og klaver i 1900. Fordi han ikke anså sangene for at have stort potentiale for succes i den form, lod han det ikke blive ved det. I stedet blev digtene grundlag for et større musikalsk værk for solister, kor og orkester. Kompositionen var først færdig i 1911.

Uropførelse og øjeblikkelig berømmelse

Uropførelsen fandt sted i 1913 i Große Musikvereinssaal i Wien, der regnes for at være en af de smukkeste koncertsale i verden – og med en af de bedste akustikker.

Schönbergs Gurrelieder er en massiv kantate for stort orkester, fem vokalsolister, tre firstemmige mandskor, et fuldt blandet kor og en fortæller. Værket kræver omtrent 200 sangere og 150 musikere. Det rummer omkring 35 ledende musikalske motiver, der beskriver hovedpersonerne, naturfænomener (solnedgang, solopgang, galoperende heste osv.) og en række følelsesmæssige tilstande (begær, hengivenhed, frygt, sorg osv.). Bemærkelsesværdigt er også, at Schönberg i Gurrelieder for allerførste gang brugte Sprechgesang, en “talt sang”-teknik, der peger frem mod en ny musikalsk æstetik.

Schönberg var kendt som en eksperimenterende kunstner, og mange mødte op til hans koncerter blot for at opleve den tumult, de kunne udløse. Med Gurrelieder kom der imidlertid et skift.

Ved uropførelsen af Gurrelieder skrev en begejstret presse om “bemærkelsesværdigt kunstnerisk pragtværk og lydeffekter, der aldrig er blevet hørt før”. Man var enige om, at koncerten var en uovertruffen triumf. Under bifaldet skete der noget mærkeligt: mens publikum klappede som gale, bukkede Schönberg ikke for publikum, som er skik og brug, men for orkestret. Man mener, at han med denne gestus viste, at han ikke rigtig brød sig om at blive anerkendt netop på dette tidspunkt i sin karriere.

Arnold Schönberg er som anført opfinderen af den atonale eller 12-tone-musik, og sidste del af Gurrelieder bærer også præg af denne nye musik. Værket blev påbegyndt som et senromantisk stykke og udfolder sig hen mod slutningen som absolut moderne. Påvirkninger fra komponisten Gustav Mahler er også tydelige i de kalejdoskopiske skift mellem små grupper af instrumenter.

Schönberg havde selv bevæget sig biografisk og kunstnerisk fra senromantikken til modernismen i tiden mellem komponeringen og den endelige orkestrering af værket. Da det blev opført første gang i 1913, blev det en senromantisk succes, men Schönberg havde svært ved at glæde sig over modtagelsen, fordi han på dette tidspunkt allerede havde oplevet adskillige fiaskoer og flere gange var blevet udråbt som en mislykket modernist.

I et brev til kunstmaleren Wassily Kandinsky skrev Arnold Schönberg om Gurrelieder:

“Jeg ser bestemt ikke ned på dette arbejde, som journalisterne altid antager. For selvom jeg bestemt har udviklet mig meget siden de dage, har jeg ikke forbedret mig, men min stil er simpelthen blevet bedre … Jeg anser det for vigtigt, at folk har tiltro til det grundliggende i dette arbejde.”

Under 2. verdenskrig opførte man ikke Gurrelieder i Danmark, fordi det var tysk musik, og ikke i Tyskland, fordi Schönberg var jøde.

Er nogen blevet nysgerrig med hensyn til tolvtonemusikken, kan jeg varmt anbefale at læse romanen Doktor Faustus af Thomas Mann. Heri er tolvtonemusikken og dens udvikling beskrevet på en medrivende og hæsblæsende måde. I romanen er det en fiktiv person, der opfinder tolvtonesystemet, men Mann medgiver i bogens efterskrift, at han, hvad angår musikteoretiske spørgsmål, står i gæld til Arnold Schönberg.

Punktopsummering

• J. P. Jacobsens Gurresange fra 1868 bygger på sagnet om Valdemar og Tove.
• Historien handler om kærlighed, jalousi, død og kongens oprør mod Gud.
• Schönberg omskabte digtene til Gurrelieder – en monumental kantate.
• Uropført i Wien 1913 med enormt orkester og stor succes.
• Værket bevæger sig fra senromantik til tidlige modernistiske toner.
• Schönberg blev senere kendt som ophavsmand til 12-tonemusikken.