Forfatterkongressen paris 1935 M.Gorkij krig og kultur
Forfatterkongressen i Paris i 1935 samlede Europas intellektuelle i en tid præget af fascismens fremmarch og truslen om en ny verdenskrig. I centrum står Maksim Gorkijs skarpe analyse af krig og kultur – og spørgsmålet om, hvilket ansvar forfattere og tænkere har i mødet med en verden, der bevæger sig mod ødelæggelse.
Forfatterkongressen i Paris 1935 – krig, kultur og ansvar
Om den internationale kongres til forsvar for kulturen, Maksim Gorkijs skriftlige hilsen og hans skarpe analyse af krig, oprustning og forfatternes ansvar.
Den internationale kongres til forsvar for kulturen, afholdt i Paris den 21.–25. juni 1935, samlede forfattere, kunstnere og intellektuelle fra hele verden i en fælles bekymring over fascismens fremmarch og truslen om en ny verdenskrig. Kongressen var ikke blot en kulturel begivenhed, men en politisk markering: et forsøg på at mobilisere åndslivet mod krig, undertrykkelse og kulturel ødelæggelse.
Der blev oprettet et internationalt bureau bestående af 112 medlemmer fra 35 lande. Den sovjetiske delegation udgjorde en markant og bredt sammensat gruppe af samtidens centrale forfattere og kulturpersonligheder, heriblandt Maksim Gorkij, Mikhail Sjolokhov, Vladimir Kirson, Abulqasim Lahuti, Ivan Mykytenko, Fjodor Panfjorov, Boris Pasternak, Nikolaj Tikhonov, Aleksej Tolstoj, Sergej Tretjakov, Mikhail Koltsov og Ilja Ehrenburg.
Af bureauet blev der udpeget et præsidium med internationale navne som André Gide, Henri Barbusse, Heinrich Mann, Thomas Mann, Edward Forster, Aldous Huxley, Bernard Shaw, C.S. Lewis, Ramón del Valle-Inclán, Selma Lagerlöf – samt Gorkij selv.
Selv om Gorkij ikke deltog personligt, blev han valgt til præsidiet og sendte en skriftlig hilsen til kongressen. Den sovjetiske deltagelse – både gennem Gorkij og gennem den brede delegation – viser, at kongressen også var et sted, hvor litteratur og politik mødtes i en fælles bestræbelse på at forstå og modarbejde krigens logik.
Men bag de officielle rammer fandtes også øjeblikke, der unddrog sig enhver politisk styring. Da delegationen ankom til Paris, spurgte de franske forfattere straks efter Babel og Pasternak. Efter en henvendelse til Moskva blev begge sendt af sted efter ordre fra Stalin – pas, som normalt tog måneder, blev udstedt på få timer.
Ifølge Babel selv protesterede Boris Pasternak hele vejen: han var syg, ønskede ikke at rejse og troede ikke på, at spørgsmål om fred og kultur kunne afgøres på kongresser. I Paris måtte Babel og Ehrenburg nærmest tvinge ham til at tale. Men da Pasternak trådte frem, sagde han blot:
“Poesien… den søger man overalt… men man finder den i græsset…”
Reaktionen var overvældende – en storm af bifald, som gjorde enhver forberedt tale overflødig.
Mellem sådanne øjeblikke af uforudsigelig poesi og kongressens politiske alvor står Maksim Gorkijs skriftlige hilsen som et samlet og skarpt formuleret indlæg. Her træder den stemme frem, som Anatolij Lunatjarskij beskrev med ordene:
“På ryggen af disse snakkesalige og rovgriske mennesker vil arrene fra Gorkijs litterære pisk aldrig hele.”
Maksim Gorkij – skriftlig hilsen til kongressen
Jeg er dybt bedrøvet over, at min helbredstilstand forhindrede mig i personligt at deltage i jeres kongres.
Den opgave, som I har påtaget jer – forsvaret af kulturen mod fascismens barbari – er af afgørende betydning.
Fascismen er ikke blot en politisk reaktion, men et angreb på de værdier, som menneskehedens arbejde har skabt: videnskaben, kunsten og den frie tanke. Den ødelægger ikke blot menneskers liv, men selve grundlaget for menneskelig udvikling.
I dag ser vi, hvordan fascismen forbereder nye krige, der vil bringe umådelige lidelser over menneskeheden. Derfor er jeres samling ikke blot et møde, men en nødvendighed.
Fra “Om kulturer” (Pravda, 15. juli 1935)
Nedenstående uddrag er valgt med fokus på krig, oprustning og den intellektuelles ansvar.
Fascismen er et produkt af den borgerlige kultur i forfald – dens kræftsvulst.
Ved at tilfredsstille imperialismens trang til en ny “omfordeling af verden” fremfører den teorier, der legitimerer herredømme og underkastelse og gør krigen til et middel for økonomisk rivalisering.
Den moderne verden bevæger sig mod en situation, hvor enorme mængder menneskeligt arbejde, opfindsomhed og teknik ikke bruges til at opbygge, men til at ødelægge. Byer, fabrikker og skibe skabes – for siden at blive udslettet.
Krigen viser sin egentlige natur: ikke som nødvendighed, men som organiseret ødelæggelse, hvor mennesker tvinges til at arbejde på at tilintetgøre resultaterne af deres eget arbejde – og i sidste ende hinanden.
“Det idiotiske og forbryderiske i bourgeoisiets slagsmål bliver især frastødende, når man tænker på, hvor store mængder intelligent og værdifuldt arbejde, metal og opfindsomhed kræmmerne har ødelagt i går og vil ødelægge i morgen.”
Hos Gorkij bliver krigen ikke forstået som en tragisk undtagelse, men som et resultat af en samfundsorden, hvor økonomisk konkurrence, imperialisme og magtinteresser driver udviklingen mod katastrofe.
Forfatterens rolle
Forfatterkongressen i Paris og Gorkijs tekster rejser et spørgsmål, som stadig virker påtrængende: Kan litteraturen forholde sig neutralt til en verden, der organiserer sin egen ødelæggelse?
Hos Gorkij er svaret klart. Forfatteren er ikke blot iagttager, men også vidne og kritiker. Når krig, oprustning og fascisme trænger sig frem som en del af den politiske virkelighed, får litteraturen et muligt ansvar: at afsløre de kræfter, der gør ødelæggelsen til en social og økonomisk logik.
Relaterede artikler
Om kunstnerens ansvar, moral og modstand – fra individuel samvittighed til universelle rettigheder.
Politisk dannelsesroman og social kritik – om revolution, bevidsthed og menneskelig værdighed.
Slægtsfortælling og samfundsanalyse – om opløsning, magt og historiske brud i det russiske samfund.
