Myter og sagn – urfolkenes fortællinger og kosmologier

Betydningerne af myter og sagn i urfolks samfundenes historie

  Myter og sagn er fundamentet for urfolks historieskrivning, kosmologi og sociale orden. De blev overleveret mundtligt gennem generationer, tilpasset tiden og samfundets behov, og fungerede både som underholdning, moral og verdensforklaring. Kolonisering truede med at udslette disse traditioner, men mange fortællinger blev heldigvis indsamlet og bevaret – som en del af både kulturarv og litteratur. Foredraget/teksten viser, hvordan myter skaber mening i landskabet, styrer social adfærd og lever videre i nye former, også i dag.

  Introduktion til myter og sagn.

I alle jæger, fanger og rennomadiske samfund findes der mundtligt overleverede fortællinger, som er gået i arv fra slægt til slægt. Nyt er blevet tilføjet de gamle fortællinger, når det var nødvendigt og gamle forestillinger, forsvandt umærkeligt ud af historierne, efterhånden som de ikke længere gav mening. Man kalder disse fortællinger myter og sagn for derved at kunne adskille og inddele dem genremæssigt. Sædvanligvis anbringer man myter under gruppen fantastiske eller overnaturlige fortællinger og sagn opfattes som fortællinger med delvis historisk indhold. Det kan være overordentlig vanskeligt at bestemme et sagns historiske rigtighed, medmindre fortællingen omhandler nulevende personer eller disses forældre eller bedsteforældres generation. Når dette er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at genren ofte overskrider sig selv, at myterne jævnligt indeholder sagn stof og sagnene lige så tit fremstilles i mytens fortryllende flimmer.

Fra myte til litteratur

Stor set alle urfolks samfund er gennem tiden blevet koloniseret og mange af de gamle myter og sagn forsvandt i koloniseringens turbulens. Heldigvis blev adskillige af disse fortællinger indsamlet og nedskrevet eller optaget inden de helt forsvandt. Dermed fik de en ny betydning, de blev til litteratur og en del af folkenes litterære historiske arv. Nogle steder forekommer både den mundtlige og den skriftlige fortælling, andre steder er den mundtlige fortælling mere eller mindre forsvundet. Hvorom alting er, så var det som mundtlig genre myterne og sagnene opstod og udvikledes som levende tradition, de nedskrevne fortællinger er fastfrosset tradition stivnet med de døde bogstaver. Når vi læser de skrevne beretninger, er det de samme historier vi læser, også selvom vi gemmer bogen væk i mange år og så genlæser dem på ny. Anderledes med de levende mundtlige myter og sagn, de forandrede sig med tiden med fortælleren og med tilhørende. Man kan sige at de blev til i fortællersituationen på grundlag af et i forvejen eksisterende tema og et i traditionen bevaret repertoire. Herom siger socialantropologen Roy Willis: ” Værket sammenstykkes af ingredienser fra et lager af idéer og billeder, som er opstået under utallige forudgående fremførelser og som lever i fortællerens erindring, men også i hovedet på alle de andre, der hører og deltager i forestillingen.

Den performative frembringelse af en myte og et folkeeventyr er typisk ikke blot en enkeltperson, men en hel gruppes værk. ”Publikums” deltagelse i historiens tilblivelse tager typisk form af spørgsmål og kommentarer, som stimulerer historiefortællerens hukommelse og fantasi”.

Knud Rasmussen og åndemaneren

Knud Rasmussen fortæller om en sådan situation, hvor historien udvikles gennem interaktionen mellem fortælleren og publikum. Den tidligere åndemaner Autdârutâ, som efter overgangen til kristendom hed Christian, boede en overgang på et kirkeloft sammen med Knud Rasmussen. Knud Rasmussen fortæller i Under Nordenvindens Svøbe: ”Om aftenen, når vi havde fået tændt vores lille tranlampe, sad han så og fortalte mig sagn og mærkelige eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart på bopladsen, hvad det var, vi havde for, når vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige måltidsinvitationer ud på aftenerne. Det rygtedes, at Christian fortalte sagn, og det varede ikke længe før alle pladsens gamle og unge samledes udenfor vor loft for at lytte. De fik lov at komme ind, og nu kom der god fart over Christians fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende klynger rundt om idet store halvmørke rum, og stor udbytte havde jeg selv af at få gennemgået hele sagnhistorien på denne underholdende og illustrerende måde”.

Knud Rasmussen sammen med åndemaneren og historie fortælleren  Autdârutâ

Mytens kompleksitet

Nogle historier blev kun fortalt til bestemte lejligheder eller begivenheder, ligesom vi til jul fortæller historien om Jesus fødsel. En historie kunne tilhøre hele samfundet eller en familie eller flere familier. Åndemaneren eller shamanen skabte sine egne myter om sine bedrifter og eventyr i skæringspunktet mellem en hinsides fortryllet virkelig og denne verden. Kun ved at fremvise synlige resultater på sin kunnen ville disse personlige myter blive accepteret af samfundet. Shamanen måtte bevise, at han virkelig kunne helbrede syge, påvirke vejret, få fangstdyrene frem og skaffe renlykke (uforklarlig forøgelse af renflokkene).

Myternes tolkning.

Der er gennem tiden opstået en hel forsker tradition omkring myterne, der giver forskellige bud på deres betydninger. Et er man dog enige om nemlig myternes underholdningsværdi. I Grønland blev fortællingerne brugt til at korte den lange vinter med, denne del af underholdningen gav sig udtryk i fortællerens slutreplik: ” Så nu er den historie ude og vinteren så meget kortere”. Udover underholdningsværdien er myterne og sagnene fanger, jæger og nomadesamfundenes åndelige overbygning. Myterne og sagnene artikulerer og begrebsliggøre den sociale verden med dens tætte tilknytning til naturen og dyrene og integrerer livserfaringerne i en meningsfuld kulturel helhed.

Mytens tid

Myten foregår i en ubestemt tid, som ikke kan sættes ind i en kronologisk rækkefølge, ofte får vi at vide, at handlingen foregik i en fjern fortid. En fortid, der ikke står i historisk forhold til andre begivenheder, der enten kom før eller bagefter, alle myterne foregår i den samme fjerne fortid. Mytens sted er rummet nærmere bestemt som landskabet, mange myter indeholder en detaljerigdom om landskabet, hvor enhver kan overbevise sig selv om, hvor de forskellige hændelser foregik. Altid i samfundets umiddelbare nærhed, nemlig i det landskab som fortælleren og tilhørerne færdes i til daglig.  Myterne gav landskabet en mening, gjorde det til noget levende og fortroligt. Landskabet får gennem mytedigtningen en sammenhængende historie for de mennesker, der færdes der og omvendt er denne fortælling, der er nedfældet i landskabet, et bevis på myternes sandhed. Selvom myterne formodes at foregå i en fjern fortid, er det nutidens samfund de beskriver f.eks. boliger, genstande, sædvaner, regler for social omgang. Herom siger den britiske etnograf Bronislaw Malinowski (1884-1942), at myter er levende sociale begivenheder, som skal forstås i virkelige sociale sammenhænge. Man kan sige, at myterne er en drejebog for social adfærd, der bestandig justeres efter de selv samme sociale relationer, som den beskriver.  Aflæser man myterne,  løsrevet fra deres sociale sammenhæng, får man godt nok nogle spændende historier, men man går glip af deres oprindelige betydninger. Malinowski er den første, der virkelig forstår dette og han indprenter vigtigheden af den sociale sammenhæng til kommende antropologer med disse ord:

” Konklusionen må være, at ingen myte, ingen del af folkelig overlevering kun kan forstås som en kulturel kraft. Feltarbejderen skal ikke nøjes med at indsamle historier løsrevet fra deres sammenhæng, men også være opmærksom på den indflydelse myter har på den sociale struktur. Hvordan menneskets forhold til naturen kommer til udtryk i myterne. Endelig skal han studere, den indflydelse mytologiske idéer har på moralen, magien, normer og regler og religiøse ceremonier – lige så vel som at studere historierne selv.”

Malinowski understreger altså mytens sociale funktion – dens rolle som levende ramme for samfundets moral og adfærd.
Senere tog den franske antropolog Claude Lévi-Strauss en helt anden vej: i stedet for at se myterne som samfundets spejl, betragtede han dem som et spejl af menneskets tankeform.

Claude Lévi-Strauss og mytens struktur

Hvor Malinowski ser myten som et socialt redskab, der fastholder og forklarer samfundets normer og praksisser, analyserer Claude Lévi-Strauss (1908–2009) myterne som et system af tankeformer. For ham handler myter ikke først og fremmest om deres funktion i samfundet, men om den måde, mennesket tænker på gennem myten.

Lévi-Strauss mente, at menneskets bevidsthed søger at skabe orden i verden gennem modsætningspar – fx natur/kultur, liv/død, mand/kvinde, menneske/dyr – og at myterne forsøger at forsone eller mægle mellem disse modsætninger. Det gør de gennem fortællingens struktur, ikke gennem dens moral.

Han udviklede sine ideer i det monumentale værk Mythologiques (1964–1971), hvor han sammenlignede hundreder af myter fra Nord- og Sydamerika. Her viste han, at myter kan ses som varianter af hinanden – ligesom musikalske variationer over et tema. Hver myte ændrer på et element, men det grundlæggende mønster består.

For Lévi-Strauss er myten altså en form for sprog: den består af “mytemer” – mytiske enheder, som kan sammenstilles og fortolkes som ord og sætninger. Myterne udtrykker det, han kaldte den vilde tænkning (la pensée sauvage), en universel, men ikke primitiv måde at tænke på, hvor mennesker organiserer erfaringer gennem symboler og fortællinger.

Lévi-Strauss: Myter afspejler universelle tankeformer.

De organiserer verden gennem modsætninger (natur/kultur, liv/død).

Myten forsøger at forene disse modsætninger gennem fortællingens struktur.

Myterne danner et sprog – “mytemer” – der udtrykker den vilde tænkning.

Myten i moderniteten

Myterne har holdt sig helt op i vores dage, hvor der produceres nye myter og nye betydninger. I moderne samfund produceres der også mange myter, der skal tilsløre de virkelige sociale og økonomiske udbytningsforhold og politisk magtmisbrug. Modsat urfolks samfundene hvor myterne udstillede de faktiske sociale forhold. Franskmanden Roland Bartes har beskæftiget sig indgående med den moderne myte og interesserede bør læse hans bog: ”Mytologier”, der udkom på Rhodos i 1969.

Centrale pointer i punktform:

Myter og sagn i urfolkssamfund

Myter: fantastiske, overnaturlige fortællinger.

Sagn: delvist historiske fortællinger, ofte knyttet til konkrete personer eller steder.

Grænserne flyder, de to genrer smelter sammen.

Fra mundtlig tradition til litteratur

Fortællinger ændrede sig med tid, fortæller og publikum.

Nedskrevne udgaver er ”fastfrosne” – men sikrede bevarelse under kolonisering.

Fortællersituationen

Publikum deltog aktivt gennem spørgsmål og kommentarer.

Eksempel: Knud Rasmussen og åndemaneren Autdârutâ, hvor sagnene voksede i interaktion med lytterne.

Myternes funktion

Underholdning, især gennem de lange vintre.

Social og åndelig overbygning: gav regler for adfærd, sociale relationer og forholdet til naturen.

Skabte mening i landskabet og beviste ”sandheden” i de fælles erfaringer.

Tolkning og teori

Malinowski: Myter er sociale begivenheder, drejebøger for samfundets liv.

Roland Barthes: Moderne myter tilslører magtforhold – modsætning til urfolkenes, der synliggjorde dem.

Myten i dag

Fortsætter i nye former – både i moderne kultur og i politiske fortællinger.

Funktion: at skabe sammenhæng, identitet og modstand mod marginalisering.

Bøger til natbordet

Myter og sagn i urfolkssamfund

• Roy Willis (red.): Verdens Mytologier. Gyldendals Bogklubber, 1994.
• Waldemar Jochelson, Knut Bergsland & Moses L. Dirks (red.): Unangam Uniikangis Ama Tunuzangis: Aleut Tales and Narratives Collected 1909–1910. Alaska Native Language Center, University of Alaska Fairbanks, 1990. (Omfattende samling af aleutiske fortællinger. Bergsland redegør for arbejdet med at bevare autenticitet og giver en introduktion til sproglige problematikker.)
• Vladimir G. Bogoraz: Chukchee Mythology. Ams Press, 1988.
• Vladimir G. Bogoraz: Tales of Yukaghir, Lamut and Russianized Natives of Eastern Siberia. Ams Press, 1992.
• Kira Van Deusen: The Flying Tiger. Women Shamans and Storytellers of the Amur. McGill-Queen’s University Press, 2001. (Fremhæver fortælleren som social aktør og beskriver fortællesituationen i detaljer.)

Klassikere i antropologisk myteforskning

• Bronislaw Malinowski: Argonauts of the Western Pacific. Routledge & Kegan Paul, London, 1972 (8. udg.).
• Bronislaw Malinowski: Sex, Culture, and Myth. Harcourt, Brace & World, New York, 1962.
• Bronislaw Malinowski (red. Ivan Strenski): Malinowski and the Work of Myth. Princeton University Press, Princeton, New Jersey.

Myteforskning og strukturalisme – Claude Lévi-Strauss

• Claude Lévi-Strauss: La pensée sauvage. Paris: Plon, 1962. (“Den vilde tanke” – om menneskets universelle symbolske tænkning.)
• Claude Lévi-Strauss: Anthropologie structurale. Paris: Plon, 1958. (Introduktion til strukturalismen og mytens logik.)
• Claude Lévi-Strauss: Mythologiques I–IV. Paris: Plon, 1964–1971. (Firebindsværk, der sammenligner myter i hele Amerika.)
• Claude Lévi-Strauss: The Structural Study of Myth. The Journal of American Folklore, 68(270), 1955. (Grundlæggende artikel om mytens struktur og begrebet ‘myteme’.)
• Claude Lévi-Strauss: Den vilde tanke. København: Gyldendal, 1971 / senere udgaver.
• Claude Lévi-Strauss: Struktural antropologi. København: Gyldendal, 1973.
• Edmund Leach: Lévi-Strauss. Fontana Modern Masters, 1970. (Kort, tilgængelig introduktion til Lévi-Strauss’ ideer.)
• Alan Barnard: History and Theory in Anthropology. Cambridge University Press, 2000. (Kapitel 6 gennemgår Lévi-Strauss’ strukturalistiske metode.)
• Thomas Hylland Eriksen & Finn Sivert Nielsen: Tilblivelse og forandring: En introduktion til socialantropologi. Universitetsforlaget, Oslo, 2013. (God oversigt over strukturalismen og dens efterliv i antropologien.)

Myter og sagn fra andre arktiske folk

Kaj Birket-Smith: Guld og Grønne Skove. J.H. Schultz Forlag, 1935. (Indeholder bl.a. myter fra chugach-eskimoerne.)

Samerne:

Johan Turi: En bog om lappernes liv (Muittalus Samid Birra). A.-B. Nordiska Boghandeln, Stockholm, 1911.

Emilie Demant Hatt: Ved Ilden. Eventyr og Historier fra Lapland. Schultz, 1922.

Lars Levi Læstadius: Fragmenter i Lappska Mythologien. NIF, Åbo, 1997.

Grønland:

H. Ring: Eskimoiske Eventyr og Sagn, bind 1–2. Rosenkilde og Bagger, 1982.

Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, bind 1–3. Gyldendal, 1921 (genoptrykt 1978 med illustrationer af Aka Høegh).

Jens Rosing: Sagn og Saga fra Angmassalik. Rhodos, 1984.

Alaska:

Knud Rasmussen: Festens Gave. Eskimoiske Alaska-Eventyr. Gyldendal, 1959.