Kejserens nye LinkedIn-klæder: fedterøvssprog og tavs viden

I H.C. Andersens Kejserens nye Klæder er det et lille barn, der siger det, alle kan se, men som ingen tør formulere:

„Men han har jo ikke noget på!”

Barnet er ikke klogere end kejserens ministre, embedsmænd eller undersåtter. Det besidder ingen særlig ekspertviden. Dets fortrin er et andet: Det har endnu ikke lært den sociale kode, der fortæller de voksne, hvad man kan tillade sig at sige.

Det er værd at have barnet med sig, når man bevæger sig ind på LinkedIn.

For en nyankommen kan platformens sprog være en ejendommelig oplevelse. Her synes verden befolket af usædvanligt taknemmelige mennesker. De er honoured, humbled, proud, excited og frem for alt incredibly grateful. De arbejder sammen med amazing colleagues, inspiring leaders, fantastic teams og wonderful people. Selv det mest ordinære seminar kan vise sig at have været en truly inspiring journey.

Ingen synes blot at have deltaget i et møde.

De har været dybt beærede over at få mulighed for at dele en fantastisk rejse med en utrolig gruppe inspirerende mennesker.

Efter nogen tid kan man få lyst til at spørge, om nogen nogensinde har været til et middelmådigt seminar sammen med tre kedelige kolleger.

Det er selvfølgelig let at gøre grin med. Men bag komikken ligger et alvorligere spørgsmål: Hvad sker der med vores udveksling af viden, når et professionelt miljø udvikler en sproglig kode, hvor positivitet, anerkendelse og demonstrativ ydmyghed bliver normen, mens direkte uenighed og kritik bliver socialt risikabel?

Fedterøvssproget

På almindeligt dansk findes et ganske udmærket, om end ikke videre akademisk, ord: fedterøvssprog.

Ordet hører bestemt ikke hjemme i LinkedIns foretrukne register, og netop derfor er det anvendeligt. Det står som en sproglig antitese til det polerede professionelle sprog.

Fedterøvssproget består ikke nødvendigvis i løgn. Det ville være for enkelt. Man kan oprigtigt mene, at ens kolleger er dygtige og samtidig deltage i en sproglig økonomi, hvor ros af andre også positionerer én selv.

Når jeg skriver:

„I feel incredibly humbled to have had the privilege of working alongside this extraordinary group of inspiring professionals”,

fortæller jeg naturligvis noget pænt om mine kolleger.

Men jeg fortæller samtidig noget andet:

Jeg arbejder sammen med extraordinary professionals.

Deres glans falder også på mig.

Den demonstrative ydmyghed får dermed en ejendommelig dobbeltfunktion. Man kan promovere sig selv ved højtideligt at forsikre omverdenen om, hvor ydmyg man er.

Det er en ganske raffineret sproglig bedrift.

Sproget gør noget

Her er Michael Halliday nyttig. Sprog beskriver ikke blot verden; det etablerer også sociale relationer. Når vi taler, meddeler vi ikke alene noget om et emne. Vi placerer samtidig os selv i forhold til andre.

Set på den måde er spørgsmålet ikke blot, hvad et LinkedIn-opslag siger, men hvad det gør.

En endeløs strøm af lykønskninger, taksigelser og gensidig beundring kan have forholdsvis beskedent informationsindhold og samtidig udføre et omfattende socialt arbejde.

Jeg anerkender dig.

Du anerkender mig.

Vi tilhører det samme professionelle fællesskab.

Vi behersker den samme kode.

William Labovs sociolingvistik peger i en anden, men beslægtet retning. Sproglige former er socialt fordelt og tillægges forskellig prestige. Man lærer, hvilket register der passer til hvilken social sammenhæng.

På LinkedIn er det derfor ikke tilstrækkeligt at kunne engelsk eller dansk. Man må beherske en særlig social sproglig kompetence. Man skal vide, hvor direkte man må være, hvordan kritik pakkes ind, hvordan egne resultater præsenteres som ydmyg taknemmelighed, og hvordan man offentligt anerkender de rigtige mennesker.

Det er ikke bare sprog.

Det er adgangskortet til et socialt rum.

Et globalt rum for de relativt få

LinkedIn er paradoksalt. Platformen er kolossalt stor og global, men store dele af kommunikationen foregår inden for professionelle deloffentligheder.

Det gør det muligt for et miljø at være geografisk verdensomspændende og samtidig socialt forholdsvis snævert.

En forsker i København kan kommunikere med kolleger i London, Boston, Delhi og Melbourne og opleve dette som en global offentlig samtale. Det er det også i én forstand. Men millioner af mennesker, som ikke har nogen grund til at befinde sig i netop dette professionelle felt, kommer aldrig i berøring med samtalen.

De behøver ikke aktivt at blive smidt ud.

De var ikke med i samtalen til at begynde med.

Her bliver Pierre Bourdieus begreber om felt, habitus og symbolsk kapital nyttige. Et socialt felt har sine spilleregler, og nogle kompetencer giver adgang og anerkendelse. Beherskelsen af det legitime professionelle sprog kan selv blive en form for kapital.

Den, der taler rigtigt, genkendes som professionel.

Den, der ikke gør det, risikerer at blive opfattet som vanskelig, negativ, aggressiv eller ganske enkelt som én, der ikke forstår, hvordan professionelle mennesker omgås hinanden.

Dermed opstår en ganske raffineret eksklusion.

Ingen behøver sige:

Du må ikke være med.

Det er langt mere elegant at signalere:

Du passer vist ikke rigtig ind.

Når alle taler, men ingen siger noget

Problemet bliver alvorligt, hvis denne sproglige orden bevæger sig ind i selve produktionen af viden.

Forskning lever ikke af høflig enighed. Den lever af spørgsmål, tvivl, efterprøvning, fejltagelser og modsigelse.

Nogen må kunne sige:

Din metode holder ikke.

Dit materiale understøtter ikke din konklusion.

Jeg tror, du tager fejl.

Eller endnu vanskeligere:

Det, som vi alle sammen har taget for givet de sidste tyve år, er måske forkert.

Her bliver Jürgen Habermas relevant. I hans forestilling om kommunikativ handlen er muligheden for at prøve udsagn gennem argument og modargument central. Samtalens værdi ligger ikke i fraværet af konflikt, men i muligheden for at undersøge gyldigheden af det sagte.

En samtale bliver derfor ikke nødvendigvis fri, blot fordi alle formelt har lov til at tale.

Hvis prisen for at være uenig er social isolation, tab af forbindelser eller skade på ens professionelle omdømme, kan kommunikationen være formelt åben og samtidig reelt tilbageholdende.

Det er her, det professionelle fedterøvssprog holder op med blot at være morsomt.

Den beskårne forskningsånd

Den alvorligste fare er måske ikke, at nogen bliver direkte censureret.

Det er langt vanskeligere at få øje på det, der aldrig bliver sagt.

Et kritisk spørgsmål bliver ikke stillet.

En ung forsker undlader at modsige en etableret professor.

En tvivl bliver gemt til den private samtale.

En kontroversiel hypotese bliver formuleret så forsigtigt, at dens kant forsvinder.

Ingen har forbudt noget. Ingen censor har grebet ind. Alle har blot lært at opføre sig professionelt.

Resultatet behøver derfor ikke være falsk viden.

Det kan være noget mere snigende:

beskåret viden.

Viden, hvor bestemte muligheder er klippet væk på forhånd, fordi de sproglige og sociale omkostninger ved at formulere dem er blevet for store.

Bourdieu og Habermas mødes her på en interessant og konfliktfyldt måde. Habermas minder os om nødvendigheden af den frie argumentation. Bourdieu minder os om, at deltagerne aldrig træder lige ind i samtalen.

For hvem har egentlig råd til at sige, at kejseren er nøgen?

Den fastansatte professor med international anerkendelse og et stort netværk?

Eller den unge forsker på en midlertidig kontrakt, som er incredibly grateful for this amazing opportunity og håber på den næste?

Svaret er ikke givet.

Barnet

Og dermed er vi tilbage hos H.C. Andersen.

Barnets betydning består ikke i, at barnet nødvendigvis har mere viden end de voksne. Det står uden for den sociale mekanisme, som har gjort en simpel iagttagelse vanskelig at fremsætte.

Det er måske netop denne figur, et videnssamfund har brug for.

Ikke mennesker, der partout skal være uhøflige. Ikke kritik for kritikkens skyld. Og selvfølgelig heller ikke mistænkeliggørelse af enhver venlighed eller anerkendelse.

Men mennesker, der tør risikere den lille sociale forstyrrelse, der opstår, når nogen siger:

Det tror jeg ikke på.

Hvorfor?

Vis mig dokumentationen.

Kunne det forholde sig anderledes?

Og undertiden ganske enkelt:

„Men han har jo ikke noget på!”

Hvis et professionelt sprogfællesskab mister pladsen til disse sætninger, kan det fortsat være både globalt, inkluderende, høfligt og fyldt med amazing people doing incredible work.

Men spørgsmålet er, hvor meget ny viden der kommer ud af et rum, hvor alle er så taknemmelige for hinanden, at ingen længere tør vælte kaffekoppen.