Domitila Barrios de Chungara – testimonio mellem klassekamp, urfolksvilkår og epistemisk kamp

(Domitila – en minearbejderkone i Bolivia · testimonio · omvendt appropriation · “imperiet slår igen”)

En dobbeltfigur: arbejderkvinde og urfolksaktivist

Domitila Barrios de Chungara er en af de stærkeste – og mest komplekse – stemmer i den latinamerikanske vidnesbyrdslitteratur. Hun optræder i en dobbeltrolle, som gør hende særligt interessant i postkolonial kritik: hun taler både som minearbejderkone og arbejderaktivist, og samtidig som kvinde fra et Bolivia, hvor koloniale strukturer, indiansk baggrund og social marginalisering er vævet sammen på en måde, der gør det umuligt at skille klasse, etnicitet og historie ad.

Hvor Rigoberta Menchú ofte læses som en urfolkscase, der åbner spørgsmål om global offentlighed og repræsentation, fremstår Domitila som en case, hvor det sociale og økonomiske udbytningsforhold – minearbejdernes liv, sult, organisering og politisk repression – danner selve scenen. Men hun er ikke blot “klasse”. Hendes stemme bærer også en tavs, men tydelig erfaring af urfolksunderordning, af at leve i en kolonialt formet virkelighed, hvor det “indfødte” ikke er romantik, men levevilkår.

Testimonio: når én stemme bærer mange

Domitilas hovedværk er hendes testimonio – vidnesbyrdet – som blev kendt internationalt gennem bogen Si me permiten hablar… Testimonio de Domitila, una mujer de las minas de Bolivia, udgivet på dansk som Domitila – en minearbejderkone i Bolivia. Genren testimonio er afgørende her: det er ikke en privat selvbiografi i vestlig forstand, men en politisk taleposition, hvor den enkeltes erfaring bliver kollektiv og repræsentativ.

Vidnesbyrdet handler derfor ikke blot om Domitilas liv, men om et helt socialt univers: arbejderne, kvinderne, husmødrenes organisering, volden fra staten, fattigdommen og de konkrete kampe for værdighed. I denne forstand bliver Domitila en stemme, der forbinder køn, klasse og kolonial historie – uden at lade sig reducere til ét identitetsmærke.

Hvorfor klassekamp – når den stammer fra europæiske tænkere?

Et af de mest postkolonialt frugtbare steder hos Domitila er hendes refleksion over, hvorfor hun accepterer klassekampens sprog som modstand – selv om klassekampen ofte formuleres gennem europæiske tænkere og europæiske teoritraditioner. Hvorfor bruge en “fremmed” ramme til at forstå en virkelighed, der også er indiansk og postkolonial?

I et interview med den mexicanske avis La Patria Grande svarer hun ikke med kulturromantik, men med historisk realisme:

“Hvis europæerne har hersket over os i 500 år så har de også påført os deres livsstil, og at fornægte dette er det samme som at fornægte en del af vores nuværende virkelighed.”

Domitilas pointe er ikke resignation – tværtimod. Hun siger i realiteten: kolonialismen har ikke kun bragt vold og udbytning, men også en bestemt social og politisk modernitet, som i dag er en del af virkeligheden. Derfor kan den heller ikke bekæmpes gennem en drøm om “ren” kultur eller gennem en nostalgisk forestilling om at gå tilbage.

Omvendt appropriation: at overvinde Europa med Europas egne metoder

Domitila peger i stedet på en hård, men kraftfuld dialektik: hvis Europa har sat sig igennem med bestemte former for magt, institutioner og ideologier, så kan Europa også udfordres gennem de redskaber og kampformer, som det selv har produceret. Klassekampen er således en kolonialt indført metode – men approprieret, vendt om og gjort til et våben i hænderne på dem, som systemet har placeret nederst. Europa skal overvindes ved dets egne metoder.

Denne logik kan beskrives som en form for omvendt appropriation: de underordnede overtager det dominerende sprogs begreber og gør dem til modstandens teknologi. I litteraturen findes en beslægtet idé i Salman Rushdies polemiske billede af, at imperiet slår igen – at kolonial magt møder sin modstand i sin egen form. Hos Rushdie handler det om fortælling, sprog og kultur; hos Domitila om organisering og kamp. Men mekanismen er parallel: centrum konfronteres indefra, og hegemoniets redskaber bliver vendt mod hegemoniet selv.

Epistemisk kamp: hvem ejer sandheden?

Domitilas testimonio rejser også et spørgsmål om viden og legitimitet: hvem har retten til at definere virkeligheden? Hvilke erfaringer tæller som “sandhed”? Og hvad sker der, når den underordnedes erfaring kun opnår synlighed, hvis den kan oversættes til vestlige kategorier? Domitila afviser renhedstænkning – men hun afviser samtidig at lade sig indfange af den koloniale orden. Hun insisterer på, at politisk viden kan produceres nedefra, gennem kamp, gennem organisering og gennem det levede liv.

Dermed bliver Domitila også en vigtig modstemme i debatter om “urfolk” og “autenticitet”. Hun viser, at den koloniale påvirkning ikke ophæver urfolks virkelighed – den er en del af den. Og netop derfor må modstanden være skarp, moderne og strategisk, hvis den skal have virkning.

Kernen i casen: Domitila demonstrerer, at kolonial underordning ikke kan besejres med uskyld – men med kamp.

Litteratur

• Chungara, Domitila Barrios de: Domitila – en minearbejderkone i Bolivia (dansk udgave af Si me permiten hablar… Testimonio de Domitila, una mujer de las minas de Bolivia).
• Viezzer, Moema (red.): Si me permiten hablar… Testimonio de Domitila, una mujer de las minas de Bolivia.
• Beverley, John: Testimonio: On the Politics of Truth. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2004.
• Bhabha, Homi K.: The Location of Culture. London/New York: Routledge, 1994.