Kant, staten og folket – fra filosofi til menneskerettigheder, Bismarck og Rousseau

Kant, staten og folket – og en moderne arv i FN’s menneskerettigheder

Immanuel Kant udviklede en af de mest gennemgribende teorier om forholdet mellem staten og folket i den politiske idéhistorie. For Kant er staten ikke en organisk enhed, ikke et kulturelt fællesskab og slet ikke en hellig national størrelse. Staten er derimod en retlig ordning, en juridisk konstruktion, der kun er legitim, når den beskytter borgernes frihed og lige rettigheder.

Det egentlige politiske subjekt er folket – ikke forstået som en etnisk nation, men som borgere, der er forenet under fælles offentlig lov. Folket er den juridiske helhed, der giver staten dens legitimitet. Hvis en stat handler i strid med retten, mister den sin moralske gyldighed, for staten eksisterer kun for at realisere frihedens betingelser.

Denne idé om folkets primat og statens afledte karakter har haft en lang eftervirkning. Den er særlig tydelig i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948. Når erklæringen fastslår, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed, og at folkets vilje skal være grundlaget for al regeringsmyndighed, ligger der en klar kantisk arv. Begreber som autonomi, værdighed, offentlighed og universelle rettigheder afspejler direkte Kants overbevisning om, at politisk magt ikke udspringer af staternes egne interesser, men af menneskets iboende værd og af den ret, fornuften kræver.

FN’s mål om en international retsorden, hvor fred sikres gennem institutioner og ikke gennem magtbalancer, er ligeledes en forlængelse af Kants vision i Zum ewigen Frieden. Her er det ikke krig, erobring eller nationale interesser, der skal definere verdensordenen, men ret, aftaler og gensidig forpligtelse.

Bismarck: Kant vendt på hovedet

Netop her bliver modsætningen til Otto von Bismarck tydelig. Hvor Kant tænker staten som en retlig maskine, der har sin legitimitet fra folket, ser Bismarck staten som en historisk og politisk realitet, der formes gennem magt, interesser og – som han selv sagde – "blod og jern".

For Bismarck skabes nationer gennem diplomati, krig og statslig styrke, ikke gennem universelle principper. Staten er ikke afledt af folket; folket formes derimod af staten. Hvor Kant ønsker at afskaffe stående hære, anvender Bismarck militæret som nationsbyggende instrument. Hvor Kant arbejder for international ret og åbenhed, arbejder Bismarck med hemmelige alliancer og strategisk magtpolitik.

Kants projekt er kosmopolitisk og juridisk. Bismarcks er nationalistisk og realpolitisk. Den ene bygger på fornuftens krav, den anden på statens interesser. Derfor kan Bismarck ses som Kants diametrale modsætning i moderne politisk idéhistorie.

Kant og Rousseau: Enighed om problemet, uenighed om løsningen

Både Kant og Jean-Jacques Rousseau stiller det samme grundlæggende spørgsmål: Hvorfra får politisk magt sin legitimitet? Men deres svar går i to forskellige retninger.

Rousseau mener, at suveræniteten udspringer af den almene vilje, hvor folket som moralsk og politisk enhed giver sig selv loven. Frihed betyder, at man adlyder de love, som man gennem fællesskabet selv er ophav til. Folket bliver til som kollektiv vilje, og staten er legitimeret, når den udtrykker denne vilje.

Kant derimod flytter fokus fra vilje til ret. For ham består folket ikke i en moralsk enhed, men i en juridisk. Det afgørende er ikke den almene viljes substans, men de retsprincipper, der gør politisk magt legitim: lighed, autonomi, ikke-vold, offentlighed. Folket er summen af borgere under lov – ikke et organisk fællesskab med en fælles sjæl. Rousseau søger politisk enhed; Kant accepterer pluralisme, så længe retten opretholdes.

Begge ser folket som suverænt, men hos Rousseau er det den kollektive vilje, hos Kant er det fornuftens krav om ret og frihed. Hvor Rousseau betoner fællesskabets moralske enhed, insisterer Kant på, at ingen vilje – heller ikke flertallets – må stå over retten.

Afslutning

I dag er det ofte nationalstaten, der antages at være den uomgængelige ramme for politisk legitimitet. Men Kant ville minde os om, at staten kun er et middel. Folket – forstået som borgere med lige rettigheder – er formålet. Og når FN’s Menneskerettighedserklæring placerer menneskets værdighed og folkets vilje over statens krav, genlyder Kants tanker tydeligt.

I mødet mellem Kant, Rousseau og Bismarck træder tre meget forskellige grundformer for moderne politik frem: retten, viljen og magten. Og det er stadig disse tre, der kæmper om at definere det politiske rum i dag.