Edvard Munch: Den syge pige – lys, lidelse og åndelighed
Portrættet som åndeligt og eksistentielt spejl i modernismen
Edvard Munchs Den syge pige (1886, med mange senere variationer) er ikke kun et billede af sygdom og sorg. Det er et eksistentielt spejl, hvor lys, gennemsigtighed og fravær peger på en overgang fra liv til død, fra tid til evighed. Munch viser både lidelsens gru og en åndelig udfrielse.
Edvard Munchs maleri og de mange senere litografier og stentryk af ”Den syge pige” rummer et symbolsk indhold, der fremtræder med usædvanlig styrke og overbevisning. For mig viser værket, at den syge pige befinder sig i en anden sfære end vores – hinsides en verden fuld af bekymringer og sorger. Hun er forklaret i et særligt lys, som ikke er en fysisk lyskilde, men snarere kunstens åndelige illumination.
Det er bemærkelsesværdigt, at dette perspektiv ofte overses i de mange fortolkninger, værket har været genstand for. Alligevel fremstår det tydeligt: et nærmest overjordisk, fosforescerende lys udgår fra pigen selv og gennemtrænger billedet. Hendes ansigt synes næsten gennemsigtigt, opløst i dette lys, som om hun allerede er ved at træde ud af kroppen og ind i en anden virkelighed. Dette understøttes af hendes ranke, næsten ophøjede stilling, på trods af sygdommens svækkelse.
Kontrasten til tanten ved hendes side understreger billedets dobbelte verdensbillede. Hvor pigen synes vendt mod et lys hinsides, er tanten knuget af sorgen og bundet til den jordiske virkelighed. De to figurer er fanget i hver deres eksistensplan – der er ingen kommunikation, ingen berøring på tværs. Det er som om værket allerede her viser adskillelsen mellem liv og død, mellem tid og evighed.
Samtidig fornægter Munch ikke sygdommens gru. På flere af de grafiske variationer fremhæves det febersvedne hår, der klæber til ansigtshuden, som en rå påmindelse om lidelsen. Men netop dette dobbelte perspektiv – den jordiske smerte og den åndelige udfrielse – giver værket dets dybde. Man kan her mindes Jan Toftlunds ord i sangen ”Kræft”: ”smerten holder op, når man dør.”
Skal man tro Rolf Stenersens levnedsskildring, havde Munch ikke tro på et kristent paradis i traditionel forstand. Han mente snarere, at mennesket fortsætter på en anden måde i en uafklaret, men vedvarende eksistens. I dette lys kan ”Den syge pige” forstås som et billeddigt over netop denne overgang – et sted hvor lidelsen ophører, og et andet, udefinerbart væsen fortsætter.
Opsummering i punktform
Maleri og grafik af Munch fra 1886 og frem: viser en syg pige og hendes tante.
Pigen fremstår i et særligt, overjordisk lys – som i færd med at træde ud af kroppen.
Tanten er bundet til sorgen og den jordiske virkelighed: to verdener, uden berøring.
Billedet viser både jordisk smerte (feber, svækkelse) og en åndelig udfrielse.
Kan læses som et billede på Munchs egen idé om en fortsat eksistens hinsides – ikke et traditionelt paradis, men en uafklaret vedvaren.
Værket bliver dermed et billeddigt over lidelse, død og fortsat væren.
Læs også
- Form og indhold hos Kandinsky og Ernst Hansen
- To ansigter – en indre verden
- Ophelia: Millais’ maleri og Rimbauds digt
- Edvard Munch på Wikipedia (ekstern kilde)
