Foråret 2009 i Moskva. Min kollega og jeg var i byen til endnu et møde som led i vores arbejde med oprindelige folk i Nordrusland og Sibirien — et arbejde vi havde bedrevet i snart seksten år. Vi kendte Moskva godt, gaderne, metroen, stemningen. Men denne dag ved VDNKH, den gamle sovjetiske udstillingspark med sine pompøse stalinistiske pavilloner og triumfbuer, stødte vi på noget vi ikke havde set før.

En lille gruppe unge mennesker marcherede med store sorte faner. På fanerne hammer og segl — men ikke på rød bund som i sovjettiden. Her var baggrunden sort, og symbolerne hvide. Et bevidst æstetisk valg der skulle signalere noget andet og mere uhyggeligt end nostalgisk kommunisme. Et banner foran gruppen bar teksten НАЦИЯ И СВОБОДА — Nation og Frihed.

De var nationalbolsjevikker. Medlemmer af Eduard Limonovs NBP, Nationalbolsjevistpartiet, grundlagt i 1993 af den kontroversielle forfatter og aktivist Eduard Limonov — født Eduard Savenko i 1943, opvokset i Kharkiv i Ukraine, men hele sit voksne liv en glødende fortaler for russisk stormagtsnationalisme. En mærkelig og fascinerende skikkelse: poet, punk, soldat, provokateur. Hans selvbiografiske roman Det er mig Eddie fra 1979, om livet som fattig russisk emigrant i New York, er oversat til dansk og giver et levende indtryk af manden bag myten. Den franske forfatter Emmanuel Carrère portrætterede ham i den kritikerroste biografi Limonov fra 2011.

NBP’s ideologi var bevidst provokerende og svær at placere. Partiet blandede venstrefløjsøkonomi med hård nationalisme og en æstetik der lånte fra både kommunisme og fascisme — en cocktail der af de fleste politologer betegnes som nationalbolsjevisme. Partiet var antivestligt, antiamerikansk og drømte om et Stor-Rusland der genrejste imperiet. Alligevel var det ikke ukritisk over for Kreml — Limonov og hans unge tilhængere arrangerede demonstrationer og aktioner der satte dem i direkte konflikt med myndighederne. I 2007 blev NBP forbudt som ekstremistisk organisation af de russiske myndigheder.

Pigerne fniste. Drengene holdt masken — men de var tydeligt i vildrede.

Men det vidste jeg ikke alt sammen den forårsdag ved VDNKH. Det jeg vidste var at de unge mennesker så demonstrativt barske ud — og at de sagtens kunne se jeg var udlænding. Min kollega trak sig diskret tilbage med kameraet. Jeg gik den anden vej — direkte hen mod gruppen.

Da jeg var helt fremme rakte jeg armen frem med knyttet næve. Rød Front. Den klassiske venstreradikale hilsen. Pigerne fniste. Drengene holdt masken — men de var tydeligt i vildrede. Var jeg kommunist? Antifascist? Eller bare en underlig dansk turist der ikke forstod hvad han roddede sig ind i? De havde et svar klar til fjender og et svar klar til beundrere. Men til en venlig og ubekymret udlænding der hilste med knyttet næve og smilede — det svar havde de ikke.

Mit billede af dem overlevede. Billedet af mig foran dem — taget af min kollega på afstand — er desværre forsvundet. Det er ærgerligt. Det ville have fortalt en bedre historie.