Derovre på bænken sad Gæsten.

Det var det navn, vi havde givet ham, fordi han med jævne mellemrum dumpede ind i vores lejlighed – altid præcis ved spisetid. Han bankede på og spurgte med en afvæbnende, næsten uforskammet ligefremhed: “Hvad skal vi have i dag?” Han var en ung fyr, helt uden bopæl eller arbejde, men han var langt fra tomhændet. Under armen bar han altid tykke, tunge bøger, som han havde lånt hos den præst, der i sin tid havde konfirmeret ham. Jeg tror ikke, at præsten anede, at hans gamle konfirmand reelt var hjemløs.

Vi var hippier lang tid før hippierne. Vi var de langhårede fra Storkespringvandet, og vores miljø var et rummeligt fællesskab med plads til forskelligheder. Men de fleste af os havde trods alt en fast base i livet, et fundament eller et “tredje sted” at vende hjem til. Det havde denne fyr ikke. Han var en gæst ved vores middagsbord, men han var i virkeligheden også en gæst i livet, præcis som i Pär Lagerkvists roman Gæst hos virkeligheden, som vi alle læste dengang.

Med cykellygteskæret rettet mod bogen eksponerede han sig selv mere, end han gemte sig.

Men her om natten var scenariet et helt andet. Det lille, kolde lysglimt på den mørke bænk afslørede, at han sad midt i Dostojevskijs feberverden og tyggede sig igennem Forbrydelse og straf. Han var blevet til Raskolnikov fra Gammel Strand.

Der var noget dybt ejendommeligt og rørende ved det syn. Når man er sårbar, søger man instinktivt mod skyggerne for at gemme sig. Men Gæsten gjorde det stik modsatte. Det var en fuldstændig hudløs og sensitiv situation. Jeg kom til at tænke på Rolling Stones-sangen Moonlight Mile, hvor Mick Jagger synger: “I’m hiding, sister, and I’m dreaming.” Sangeren i radioen drømte, men han havde et sted at gemme sig. Gæsten drømte også sine store litterære drømme i natkulden – men han havde intet gemmested.

Sidste gang, jeg så ham, havde han mod alle odds formået at få tag over hovedet i Indre By, ikke langt fra Magstræde. Men “lejligheden” var i virkeligheden bare et mørkt tomrum inde under et gammelt trappeskørt, som var blevet spærret af med en dør og nogle rå brædder. Der var akkurat plads til en seng. Der var intet vand og intet toilet; det måtte han selv lokalisere ude i byen. Selveste Raskolnikov levede fyrsteligt i sin usle studenterhybel i Skt. Petersborg i sammenligning med Gæstens klaustrofobiske rum under trappen. Alligevel var det hans eget.