Ulven og jukeboksen – en erindring om Bob Dylan og et ubesvaret spørgsmål

Et værtshus i Larsbjørnsstræde, midten af tresserne. Jukeboksen spillede Bob Dylan. (AI-illustration)

Vi tror ofte, vi ved, hvorfor nogen elsker en bestemt bog, et digt eller en sang, men det ved vi sjældent. Kunstfascination bliver ofte et sted, hvor mennesker fortæller om sig selv uden at sige det direkte.

Jeg skal derfor fortælle en lille historie om en sang, der åbenbart gav ord til noget Ulven (Tommy) bar på. Hvad det egentlig var, fandt jeg aldrig ud af – for jeg spurgte aldrig.

Vi skal tilbage til tresserne og vores vandreår – dengang lå der et lille værtshus i begyndelsen af Larsbjørnsstræde, hvis navn jeg for længst har glemt. Vi havde jo ikke de store penge, men en gang imellem frekventerede vi stedet efter mørkets frembrud. Vi kom der af én eneste grund: fordi de på deres jukebox havde en sang med Bob Dylan, som Ulven var enormt fascineret af. Vi købte et par øl og satte sangen på, drak lidt mere og lyttede til den igen.

Stedet var ganske lille og der var aldrig mange kunder, så man kunne være i fred for drukkenbolte og lignende. Belysningen var svag og atmosfæren inviterede til intimitet. Ved de små borde talte man dæmpet sammen.

Sangen var Positively 4th Street

Ulven forklarede ikke sangen for mig – som tidligere på Giraffen ved Palladium (se her) – han understregede tekstens indlysende sandheder og tilføjede altid: »den sang betyder meget for mig.«

Men hvad var det i sangen, Ulven hørte? Lad mig forsøge at nærme mig det.

Vi var begge en del »Turn On, Tune In, Drop Out« – måske mest drop out. I forhold til hinanden var vi overlevere; vi holdt hinanden oven vande. Ulven var blevet smidt ud hjemmefra som 15-årig og bar på erfaringer med en kompliceret familie, der havde gjort ham sårbar til det hudløse. Det var nok ikke tilfældigt, at netop han hørte noget i den sang, som de fleste andre bare opfattede som en stærk breakup-sang. For ham var det måske noget andet: en sang om at gennemskue svigt – og om at have ret til at vende ryggen til.

Det er først i dag, når jeg tænker tilbage, at jeg forstår præcis hvilken linje han understregede igen og igen: You had no faith to lose. Dele af den familie, der svigtede ham, var dybt religiøse. Når den sætning siges til netop dem, er det ikke bare et angreb på troløshed i almindelig forstand – det er en iskold dom over hykleriet: I kaldte jer troende, men I havde ingen tro at miste.

Der tegner sig mindst tre mulige fortolkninger.

1. Forræderiet gør jeget følelseskoldt

Den mest umiddelbare læsning er, at fortælleren har været udsat for et dybt personligt svigt. When I was down / You just stood there grinning. Det er ikke bare ligegyldighed, han beskriver – han oplever næsten skadefryd. Og senere: You’d rather see me paralyzed.

Det er naturligvis en overdrivelse, men den viser, hvor totalt hans tillid er brudt sammen. Når et menneske føler sig forrådt, sker der ofte noget paradoksalt: jo større såret er, desto mindre medfølende bliver man over for den, der har såret én. Det er en slags følelsesmæssigt selvforsvar.

2. Jeget er måske ikke helt pålideligt

Det er den fortolkning, mange overser. Vi hører kun én stemme. Vi ved aldrig: Har den anden virkelig været så ond? Har jeget misforstået situationen? Er det vreden, der farver hele fortællingen?

Når Dylan skriver You had no faith to lose er det næsten umuligt at vide, om det er sandt – eller blot noget, jeget siger for at såre. Sangen giver ingen modstemme. Dermed bliver den også et portræt af et menneske, der er fanget i sin egen vrede.

3. Jeget har gennemskuet en bestemt personlighedstype

Det er måske den mest interessante læsning. Personen beskrives som én, der altid vil stå på vindernes side, taler bag ryggen, skjuler sin misundelse bag venlighed, ikke tør sige tingene direkte.

Derfor virker den sidste linje så voldsom: You’d know what a drag it is to see you. Normalt slutter sange med håb eller sorg. Her slutter den med ren afvisning: »Det mest belastende i mit liv var at møde dig.«

Dylan fremstiller et jeg, der gennemskuer alt – og som holder fast i den position med en næsten sadistisk konsekvens. Den berømte slutlinje er ikke egentlig medfølelse; den er formuleret som empati, men ender som et knusende slagord. Jeget retfærdiggør sig heller ikke ved at hævde moralsk overlegenhed – det siger blot: »du er falsk, og jeg er færdig med dig.« Der er ingen forsoning, ingen appel til fælles værdier. Det er et portræt af en person, der har valgt kold klarhed over menneskelig kompleksitet.

Jeg skulle have spurgt ham

Jeg kunne have spurgt: »Hvad er det ved netop den sang, der betyder så meget for dig?« – men jeg gjorde det aldrig. Jeg var instinktivt bange for, at der var noget, der gjorde for ondt til at fortælle andre. Eller måske ville han bare have trukket på skuldrene og sagt: »Den rammer bare noget.« Nogle mennesker kan kun tale om deres egne sår indirekte – for eksempel gennem en sang.

Måske er det netop det, Dylan fanger: at vi ikke altid kan tale om det, der gør ondt – men vi kan sætte en mønt i en jukebox og lade en andens ord sige det for os. Ulven sagde aldrig, hvad sangen betød for ham. Men han satte den på igen.