Adam Kuper: The Museum of Other People – etnografiske museer, kolonial arv og postkolonial tænkning

Adam Kuper:” The Museum of Other People: From Colonial Acquisitions to Cosmopolitan Exhibitions”, 415 S.

En øjenåbner om etnografiske museer  og postkolonial tænkning

Adam Kupers The Museum of Other People (2023) er en skarp og udfordrende bog om etnografiske museer og deres koloniale arv. Kuper viser, hvordan museernes udstillinger af ”de andre” både har formet Vesten og stadig præger den postkoloniale debat i dag.

Note

Kupers bog er særligt relevant for:

Antropologi: fordi den minder os om, at faget har sine rødder i museernes klassifikation og udstillinger.

Historie: fordi den viser, hvordan etnografiske museer formidler koloniale erfaringer og samtidens magtforhold.

Kulturpolitik: fordi den sætter fokus på restitution, repræsentation og museernes rolle i den postkoloniale debat.

Adam Kuper er kendt som en af de skarpeste kritikere af samtidens kulturantropologi, og i ”The Museum of Other People” tager han fat på et af tidens mest omdiskuterede emner: forholdet mellem kolonial arv og nutidens etnografiske museer. Hvor mange antropologer for længst har tilpasset sig postkoloniale strømninger og selvransagelse, viser Kuper, hvordan museumsverdenen – og særligt de etnografiske museer – har haft en mere tøvende og broget rejse mod fornyelse.

Bogen er samtidig en intellektuel rejse gennem museernes historie. Kuper gennemgår, hvordan forskellige vestlige lande har udviklet deres etnografiske institutioner, og hvordan centrale teoretikere har præget både museernes udstillinger og den brede offentligheds billede af de “andre” – de vilde, de primitive, de eksotiske. Det bliver tydeligt, at opfattelsen af disse folk ikke blot er et fagligt spørgsmål, men også et politisk og økonomisk felt, hvor magt, præstigekampe og nationale interesser har haft stor indflydelse.

Et centralt argument i bogen er, at den måde, hvorpå folk er blevet udstillet, ikke alene fortæller noget om dem, men i høj grad også om os selv – vores forestillinger, vores behov for orden og kategorier, og vores historiske placering. Når museerne i dag forsøger at inddrage de tidligere koloniserede i fortolkningen og præsentationen af deres egen kultur, er det ofte for sent – og sjældent enkelt. Indfødte eliter og diasporagrupper har fået betydelig indflydelse, og der er stor uenighed om, hvordan repræsentationen bør finde sted, og hvad “autenticitet” egentlig betyder.

Kuper foreslår ikke en let løsning, men peger på, at de etnografiske museer må tage et aktivt ansvar for deres fortid og samtidig finde nye former for dialog. En del af denne proces handler om tilbagelevering af genstande – men også her minder han os om, at ikke alt er “stjålet”, som ofte hævdes. Gennem grundige kapitler kortlægger han, hvordan mange objekter faktisk blev erhvervet: via byttehandel, gaver eller gennem missionærer og forskere, der arbejdede tæt med lokale samfund.

Mod slutningen skitserer Kuper en vision for fremtidens etnografiske museum: et kosmopolitisk sted, hvor kulturforskelle ikke udstilles som eksotiske kuriositeter, men behandles som fælles menneskelige udtryk. Museer, der kan samarbejde på tværs af nationale grænser og skabe refleksion snarere end fascination.

For mange antropologer uden for museumsverdenen er museumsarbejde blevet betragtet som noget perifert eller anakronistisk. Kupers bog viser, at denne opfattelse ikke bare er uretfærdig – den er også ureflekteret. Antropologiens rødder ligger dybt begravet i museumsinstitutionen, og mange af vores grundlæggende begreber om kultur og forskellighed er netop blevet udviklet i forbindelse med udstillinger og klassifikationer.

”The Museum of Other People” er ikke bare en bog for museumsfolk. Det er en bog for alle, der interesserer sig for kulturens politiske liv, og for hvordan vi – som samfund – vælger at fortælle historien om ”de andre”.

Udskåret træskærm fra 1800-tallets Kalabari-kultur i det østlige Nigeria. Figuren forestiller lederen af en handelsgruppe iført sin ceremonielle dragt og med et  modelskib på hovedet – et motiv kendt som Bekinarusibi (den hvide mans skip på hovedet). British Museum.

Gengivet fra bogens smudsomslag

I  “The Museum of Other People” bruger Kuper netop denne skærm som eksempel på, hvordan genstande i etnografiske museer ofte er dybt integrerede i både lokale og globale historier. Han bemærker, at skærmen blev skabt efter en lang begravelsesproces, hvor både europæiske skikke, mad og sprog blev inkorporeret, og at den direkte blev inspireret af vestlige malerier. Det er et billede på, hvordan kolonial kontakt ikke blot var dominans, men også en kompleks kulturel udveksling – og hvordan de “andre” ikke blot blev formet af Vesten, men også selv formede de symbolske udtryk, som museer i dag kæmper med at repræsentere retfærdigt.

Punktopsummering

Kritisk gennemgang af etnografiske museers historie og rolle i antropologien.

Viser hvordan udstillinger handler lige så meget om vestlige samfund som om de udstillede folk.

Diskuterer kolonial arv, repræsentation, autenticitet og tilbagelevering af genstande.

Fremhæver, at ikke alle museumsobjekter var ”stjålne” – mange blev byttet, givet eller indsamlet i samarbejde.

Vision for fremtidens museum: kosmopolitisk, dialogbaseret og refleksivt.

Relevans for alle med interesse i kultur, magt og fortællingen om ”de andre” – ikke kun for museumsfolk.

Sammenlignende note

Kupers bog kan ses i forlængelse af den debat, der også præger polar- og etnografisk forskning (jf. Norsk polarhistorie og Gateways). Ligesom disse værker viser den, at kulturarv og videnskabelige ekspeditioner ikke kan forstås isoleret, men altid er indlejret i nationale og politiske fortællinger.