Ved Sergej Jesenins grav – zadumchivost og det blodskrevne afskedsdigt

Engang da vi var i Moskva, ville Miriam og jeg besøge digteren Sergej Jesenins (1895–1925) grav på Vagankovo-kirkegården (Ваганьковское кладбище).

Da vi nærmede os graven, så vi en ganske ung kvinde stå ved den med bøjet hoved. Vi gik en tur på kirkegården og vendte tilbage efter ca. 20 minutter, men kvinden stod der stadig – ubevægelig, med bøjet hoved og i fuldkommen stilhed. Det, vi var vidne til, kaldes i Rusland ofte en form for “sekulær bøn” eller en indre dialog med den afdøde kunstner. For mange russere er digtere som Sergej Jesenin ikke blot historiske skikkelser; de betragtes som nære venner eller sjælesørgere, der satte ord på den smerte, ensomhed og kærlighed, som den besøgende selv føler i sit eget liv.

Jesenins digte er dybt melankolske, sårbare og personlige. Når folk står ved hans grav i halve og hele timer med bøjede hoveder, befinder de sig ofte i en tilstand af dyb eftertænksomhed. Russerne har et særligt ord for den: zadumchivost (задумчивость). Det er et smukt og dybt russisk begreb, som bedst kan oversættes med dyb eftertænksomhed, melankolsk eftertænksomhed eller det at være hensunket i egne tanker.

Ordet fylder meget i den russiske kultur, litteratur og sjæl, og det beskriver en helt særlig mental tilstand: et øjeblik, hvor man trækker sig helt ud af hverdagens larm for at reflektere over sit eget liv.

Hvad indebærer zadumchivost?

• Ikke bare at tænke, men at dvæle: Hvor almindelig tænkning (mysjlenie) ofte handler om at løse et bestemt problem, handler zadumchivost om at lade tankerne flyde. Man kigger måske ud ad vinduet på et vinterlandskab og reflekterer over livet, eksistensen eller fortiden.
• En mild melankoli: Begrebet er tæt forbundet med en følelse af vemod eller mild tristhed, men det er ikke en depressiv tilstand. Det er snarere en behagelig, rolig afsondrethed i ens eget sind.
• Det ydre udtryk: Når en person beskrives som zadumchiv, ser vedkommende ofte fjern, drømmende eller alvorlig ud. Man er fysisk til stede, men mentalt et helt andet sted.

Begrebets plads i litteraturen

Læser man klassiske russiske forfattere som Leo Tolstoj, Fjodor Dostojevskij eller Anton Tjekhov, støder man konstant på denne tilstand. Deres personer bliver ofte grebet af zadumchivost: De standser midt i en handling for at filosofere over tilværelsens store spørgsmål, skæbnen eller kærligheden.

I russisk tradition betragtes det ofte som en værdifuld og sjælfuld egenskab. Det viser, at et menneske har dybde – at det ikke blot lever i overfladen, men tager livet og dets alvor ind.

Hvorfor netop Jesenin?

Men hvorfor kan en mand som Sergej Jesenin, der døde i 1925, stadig få en ung kvinde til at stå som forstenet i tyve minutters dyb tavshed i det 21. århundrede? Svaret ligger i nogle helt særlige træk ved hans kunst og eftermæle.

Jesenin blev kun 30 år. Ligesom Viktor Tsoj (28 år) og Vladimir Majakovskij (36 år) blev han aldrig gammel. Han er forblevet fastfrosset i tiden som det unge, smukke og plagede geni. Det gør det utroligt let for nye generationer af unge at identificere sig med ham, fordi han aldrig nåede at blive en del af den etablerede, “kedelige” voksenvirkelighed.

Det forunderlige er, at stor kunst kan bygge bro over tid, død og generationer. For den unge kvinde – og for mange andre – er Jesenin ikke “for længst død”. Hans krop ligger på Vagankovo, men hans sjæl taler stadig direkte til dem gennem hans ord.

Digteren som “sjælesørger”

I russisk kultur har digteren historisk set haft en status, der minder om en profets eller en helgens. Når det politiske system eller samfundet har været koldt, censureret eller hårdt, har russerne altid søgt tilflugt i poesien. Digteren bliver den, der tør sige sandheden om det indre følelsesliv. At besøge Jesenins grav handler derfor ikke om historie, men om at søge trøst hos en, der forstår ens indre storme.

For at forstå, hvorfor netop Jesenin har fået denne plads i russernes hjerter, må man kende både hans liv og hans død.

Sergej Jesenins afskedsdigt

Sergej Aleksandrovitj Jesenin (1895–1925) var en af Ruslands største og mest elskede lyriske digtere.

Hans korte liv var præget af enorm litterær succes og voldsom personlig selvdestruktion. Han opnåede status som nationalhelt for sine naturskønne, melankolske digte, mens hans privatliv var præget af alkoholmisbrug, psykisk sygdom og turbulente parforhold.

Om morgenen den 28. december 1925 vågnede Rusland op til en frygtelig nyhed: Sergej Jesenin var blevet fundet død på Hotel d’Angleterre i Leningrad, kun 30 år gammel. Han havde hængt sig i et vandrør i hotelværelset.

Når politiske grupper forsøger at slå plat på hans død – enten ved at påstå, at det sovjetiske hemmelige politi myrdede ham, eller ved at bruge ham som et politisk symbol – er det en vildfarelse. Sandheden er langt mere menneskelig og tragisk: Jesenin led af en række alvorlige og fremskredne sygdomme.

• Svær alkoholisme og delirium tremens: Jesenins alkoholmisbrug var fuldstændig ude af kontrol. I hans lægejournaler fra december 1925 – blot uger før hans død – noterede lægerne specifikt, at han led af delirium tremens (alkoholisk psykose) med voldsomme hallucinationer og epileptiske anfald. Han havde drukket massivt, siden han var 24 år.
• Psykisk sygdom og indlæggelser: Jesenin var mentalt ekstremt ustabil og havde været indlagt på psykiatriske hospitaler mindst fem gange i sit korte liv. Hans hjerne og nervesystem var under massivt nedbrud som følge af kombinationen af depression og alkohol.
• Fysisk forfald: Hans krop var slidt op. Det konstante overforbrug af alkohol og et liv i overhalingsbanen havde ødelagt hans organer.

Kombinationen af delirium, svær klinisk depression og massiv afhængighed betød, at Jesenin i sine sidste dage befandt sig i et mentalt og fysisk helvede. Selvmordet på Hotel d’Angleterre var den tragiske kulmination for en mand, hvis krop og sind allerede var brudt uhelbredeligt sammen.

Da digteren ikke kunne finde blæk på hotelværelset, skar han sig flere steder på hånden og skrev sit sidste digt med sit eget blod:

Ved graven endnu engang

Det er netop denne rå og ufiltrerede smerte, som den unge kvinde, vi så ved graven, kunne mærke. Jesenin skrev ikke om opdigtet lidelse – han skrev med sit eget blod fra kanten af afgrunden.

Og tiden derefter

Allerede dagen efter selvmordet blev afskedsdigtet gengivet i alle Ruslands aviser.

Periodens anden store russiske digter, Vladimir Majakovskij, skrev i 1926 digtet “Til Sergej Jesenin” (Сергею Есенину) som et svar på afskedsdigtet. Samme år vendte han tilbage til Jesenins død i sit berømte essay “Hvordan man laver vers” (Как делать стихи), hvor han konstaterede, at Jesenins død med disse sidste linjer var blevet:

“et litterært faktum”

Længe mente man, at digtet var skrevet til den store kærlighed i hans stormfulde liv, danserinden Isadora Duncan. Men virkeligheden gemmer på en lidt anden – men mindst lige så tragisk – sandhed.

Historikere og litteraturforskere er i dag enige om, at digtet ikke var skrevet til Isadora Duncan. Det skyldes nogle helt bestemte forhold:

• De var allerede gået fra hinanden: Deres ekstremt turbulente og lidenskabelige ægteskab var reelt slut i 1923, og Jesenin var i mellemtiden (i 1925) blevet gift med en anden kvinde – Sofja Tolstaja, barnebarn af forfatteren Leo Tolstoj.
• Det grammatiske køn: I den russiske originaltekst skriver Jesenin drug moj (друг мой – “min ven”). Ordet drug er grammatisk hankøn, men kan også bruges om kvinder – som når Tjekhovs onkel Vanja siger om professorinden: Она мой друг (“Hun er min ven”). Det afgørende spor ligger i stedet i næste linje: Milyj moj (Милый мой – “min kære”). Her er adjektivet bøjet i hankøn; til en kvinde ville Jesenin have skrevet milaja moja (милая моя).
• Den virkelige modtager: Dagen før sit selvmord gav en tydeligt berørt Jesenin det blodskrevne digt til sin nære ven, digteren Wolf Ehrlich, som opholdt sig i Leningrad. Jesenin bad Ehrlich om først at læse det, når han var alene. Ehrlich glemte alt om sedlen i sin jakkelomme og fandt den først, da det var for sent.

Forholdet til Wolf Ehrlich: Hvorfor lige ham?

Wolf Ehrlich var en ung digter og litterat, som boede i Leningrad (Sankt Petersborg). Han tilhørte den yngre generation af avantgardedigtere, der så op til Jesenin som et litterært ikon.

Da Jesenin i december 1925 ankom til Leningrad efter at være flygtet fra en psykiatrisk klinik i Moskva, var det Ehrlich, der tog sig af ham. De tilbragte de sidste dage tæt sammen, spiste og drak sammen.

At netop Ehrlich fik afskedsdigtet, hænger sammen med tre ting:

1. Praktisk tilstedeværelse: Ehrlich var en af de allersidste, der så Jesenin i live. Dagen før selvmordet lagde Jesenin det blodskrevne digt i Ehrlichs jakkelomme og bad ham om først at læse det senere. Jesenin vidste, at Ehrlich var en af de få personer i Leningrad, han kunne stole på til at bringe hans sidste ord videre til verden.
2. Dyb følelsesmæssig binding: Flere litteraturhistorikere og biografer peger på, at Jesenin gennem hele sit liv havde meget tætte, komplekse og intime relationer til andre mænd i kunstnermiljøet, herunder digterne Nikolaj Kljujev og Anatolij Mariengof. At Jesenin havde længere og måske mere varige forhold til mænd end til kvinder, er et absolut tabu i et Rusland, der stadig i vid udstrækning er præget af homofobi.
3. Det følelsesmæssige anker: I disse sidste kaotiske dage var Ehrlich Jesenins følelsesmæssige anker – og den “ven” (drug moj), som digtet henvender sig direkte til.

Kommissionens undersøgelser

Digtet og omstændighederne omkring det har givet anledning til mange mystifikationer. I slutningen af 1980’erne nedsatte man derfor en kommission, der skulle redegøre for dem. Dens undersøgelser førte blandt andet til følgende konklusioner:

1. “Den håndskrevne tekst til digtet До свиданья er udført af Sergej Aleksandrovitj Jesenin selv.”
2. “Denne tekst blev skrevet af Sergej Aleksandrovitj Jesenin under påvirkning af usædvanlige indre og ydre faktorer, der ‘forstyrrer’ den sædvanlige skriveproces og er af midlertidig karakter. Blandt sådanne faktorer er de mest sandsynlige S. Jesenins usædvanlige psykofysiologiske tilstand (angst, alkoholforgiftning osv.) og hans brug af et skriveredskab og blæk med dårlige skriveegenskaber” (Konklusion af 15. april 1992, nr. 374/010).
3. Allerede en håndskriftsundersøgelse fra slutningen af 1920’erne var nået til et lignende resultat: “Jesenins selvmordsbrev (digtet) er kendetegnet ved en skarpt udtrykt centripetal retning af linjerne, hvilket indikerer den depressive og nedtrykte tilstand, han befandt sig i på skrivetidspunktet” (Zuev-Insarov, D. M.: Håndskrift og personlighed. 2. rev. og udv. udgave. Moskva 1930, s. 87).
4. “En mikrospektral analyse udført i laboratoriet fastslog, at digtet var skrevet med blod” (Konklusion af 15. juni 1992, nr. 2028).