På VDNH: hellige knogler, kirkebiler og engle med rygmærker

“Det Russiske Udstillingscenter” ligger i det nordlige Moskva, og den hurtigste vej derud er med metroen til VDNK.

Udstillingscentret er en kulturhistorisk perle, man ikke må gå glip af, hvis man er i Moskva. Området er en stor park med 80 store pavilloner og 300 mindre bygninger. I sovjettiden var her udstillinger af landbrugsprodukter og industrivarer fra alle egne af Sovjetunionen. Der findes en beskrivelse af nogle personers besøg på VDNK i sovjettiden i novellen “Se Hestene Lege På Marken” af Vasilij Sjuksjin, fra novellesamlingen “Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. I dag er der til gengæld en overdådighed af restauranter og forlystelser derude.

Den ortodokse kirke havde en udstilling i pavillon 69. Allerede uden for pavillonen blev man mødt af en sværm af munke og præster, der solgte velsignelser. Flertallet af disse fromme tiggere flokkedes omkring en kirkebil, der i sig selv var en bizar attraktion – udstyret med gyldne kupler og flere klokker. “Ligner isbilen i Valby,” bemærkede min ven H.C. syrligt.

Kirkebilen uden for pavillon 69.

Adskillige munke var på pletten for at tigge penge sammen til kirkelige formål.

En del munke var på pletten for at tigge penge sammen til kirkelige formål.

Inde i pavillon 69 flokkedes markedsgøglere, munke og ikonforhandlere om de besøgende. Det første, vi så, var noget, vi fejlagtigt antog for køkkenaffald fra en grillbar – nemlig en lille bunke knoglerester, støbt ind i voks og lagt i en dyr indpakning. Til vores gru viste det sig at være “hellige” knogler fra en munk, som her var til salg. Gaven til den nyrige russer, der har alt! Så gik det ellers slag i slag: salg af “helligt vand”, “hellig olie”, “hellige postkort” og “hellige håndspålæggelser”. Herudover var der kramboder med alverdens krimskrams, profitmaksimerede velsignelser og hvad ved jeg. Røgelse, duftende ikoner, kirkeudstyr og andet ubestemmeligt. En spåkone greb ud efter mig og lirede nogle remser af; jeg greb i lommen og øste nogle mønter op i kloen på hende. Det var nok til, at hun løsnede sit greb og fægtede ud efter en anden.

Da vi havde set os mætte på al dette, trængte vi i den grad til luftforandring, og skråt over for pavillon 69 fik vi øje på noget, der lignede en café, i et stort bygningskompleks. Først skulle vi imidlertid igennem et større politiopbud. “Hvad fanden gør alle de strømere her?” spurgte jeg, delvis mig selv, delvis H.C. – forklaringen skulle vise sig at findes inde i caféen. Nå, skide være med det, nu skulle det gøre godt med kaffe og noget at spise. Caféen var hyggelig og lignede noget meget lokalt ude på Lars Tyndskids mark. Bartenderen satte liv i den gamle jukebox, vimsede omkring og pusledede om os. Det kunne vi godt lide, og i halvmørket tog det os lidt tid at opdage, at denne café var et tilholdssted for en rockerbande med veste og rygmærker.

Munke og “engle”, med rygmærker.

Her var flere af banden med rygmærker og en del af deres supportere samt nogle af deres tøser. De virkede afslappede, og sammenlignet med vores oplevelser i den hellige pavillon var stemningen herinde ligefrem afslappende. Vi tog den altså med ro, drak kaffe og spiste håndmadder.

Ind kom pludselig en gruppe munke, der åbenlyst var blevet udmattet af tiggerhåndværket og trængte til en vodka eller to. H.C. grinede fra det ene øre til det andet, og det var morsomt at se, hvordan disse to marginaliserede grupper hang ud på samme café. Antropologen kom op i mig; det kunne være interessant at undersøge, om disse to “male bonding”-grupper socialiserede med hinanden. Tilsyneladende kom de udmærket ud af det med hinanden – hvilket der heller ikke var nogen grund til andet, idet de i det virkelige liv færdedes i vidt forskellige habitater. Jeg begyndte at drømme om et hurtigt sommerfeltarbejde på denne skønne café. Problemet var blot at skaffe penge til et sådant studie. Danmark var udelukket – der er humanistisk grundforskning stendød. Tyskland og Rusland derimod var realistiske alternativer, idet begge lande dengang stadig respekterede ånd og humanistisk forskning. Ligesom mødet med en hedensk messias på Solovetskij-øerne blev denne drøm dog aldrig realiseret.

Jeg tænkte også lidt over, at dette fænomen, jeg oplevede her i det nordlige Moskva, på nogle måder havde paralleller til interaktionen mellem to meget forskellige grupper, jeg havde oplevet som barn på Amager – to grupper, som begge stod uden for det pæne samfund.