Gauguins skulpturelle rytme – Oviri, Mahana no Atua og den polynesiske bevægelse i form og krop

Gauguins skulpturelle rytme – Oviri og hendes søstre

Paul Gauguin forbindes ofte med egyptisk-inspirerede, statiske former. Men ser man nærmere på skulpturen Oviri (1894) og samtidige malerier, fremstår en anden sandhed: en blød, horisontal bevægelse i kvindefigurerne, en rytme af krop og sjæl. Denne bevægelse gør dem til bærere af indre kraft – og peger på, at Gauguin snarere søgte en polynesisk livsrytme end en egyptisk monumentalitet.

I mange analyser af Gauguins kunst nævnes den egyptiske kunst som formmæssigt forbillede, især når det gælder skulpturen Oviri (1894). Denne læsning – ofte inspireret af Gauguins egne udtalelser – fastholder et billede af hans figurer som frontale, statiske og lukkede i deres udtryk. Men ser man nærmere på både Oviri og en række af hans tahitianske malerier, viser der sig en anden sandhed: en blød, horisontal bevægelse, som udgør en rytmisk spænding i kroppen – særligt i hans kvindefigurer.

En søster til Oviri

Et slående eksempel findes i maleriet Mahana no Atua (“En dag tilegnet guderne”), malet i 1894, samme år som Oviri. I midten af billedet sidder en kvinde med rank ryg og drejet overkrop. Hendes arme og hoved følger en spiralisk bevægelse, der går imod alt, hvad den klassiske, statiske ikonform indebærer. Hun er på én gang stille og i bevægelse – kropsligt og mentalt.

Hun er ikke blot et billede af eksotisk kvindelighed, men en søster til Oviri – bærer af den samme indre kraft og spænding, den samme følelsesmæssige ladning, der gør kroppen til et sted for mening og ikke blot for repræsentation.

Et nybrud i figurfremstilling

Når man følger denne rytme i flere af Gauguins værker – som Te Nave Nave Fenua, Two Nudes on a Tahitian Beach, Vahine no te vi og Adam og Eva – ser man, at netop den bølgende bevægelse er det typiske, ikke undtagelsen. Det er snarere de helt stive, frontale figurer, som virker afvigende i hans oeuvre.

Det antyder, at Gauguins formforståelse måske ikke er lånt fra Egypten, men snarere udviklet i dialog med de former, han mødte – eller forestillede sig – i Polynesien.

Bevægelsens æstetik

Dette ændrer forståelsen af Gauguin. Ikke som en kunstner, der approprierer “primitive” former, men som én der forsøger at indfange en rytmisk livsfornemmelse. Figuren i Mahana no Atua viser det måske mest klart: hun er hverken et symbol, et objekt eller en pose – men en bevægelse, fanget i billedets øjeblik.

NB: Jeg kontaktede Musée départemental Maurice-Denis, som ejer Oviri, for at høre om deres interesse i informationen og eventuelle kommentarer, men de svarede ikke.

Tekstens pointer i punktform

• Oviri (1894) tolkes ofte gennem en egyptisk linse: statisk, frontal, monumental.
• Men samtidige værker som Mahana no Atua afslører spiralisk, bølgende bevægelse i kroppen.
• Denne rytme findes gennemgående i Gauguins tahitianske figurer (bl.a. Te Nave Nave Fenua, Two Nudes on a Tahitian Beach, Vahine no te vi, Adam og Eva).
• Dermed fremstår det statiske som undtagelsen, ikke reglen i hans kunst.
• Gauguin bliver mindre en appropriatør af “primitiv” form og mere en skaber af en rytmisk æstetik i dialog med Polynesien.
• Figuren i Mahana no Atua er ikke symbol eller objekt – men en bevægelse fanget i billedets øjeblik.