Manao tupapau – Gauguin og mødet med den ubegribelige anden

Manao tupapau – mødet med den ubegribelige anden

En nat på Tahiti i 1892 kom Paul Gauguin hjem til sit hus og fandt den unge Teha’amana liggende på sengen, rædselslagen i mørket. Hun troede, sagde hun senere, at ånderne af de døde – tupapau – var i rummet. For Gauguin blev dette øjeblik et brud, et af de sjældne øjeblikke, hvor den europæiske kunstner pludselig stod uden for forståelsen. Han kunne ikke forklare, hvad hun havde set. Han havde ingen adgang til hendes verden, hendes frygt, hendes fantasi – eller hvad man skal kalde det.

Af denne nat kom to værker: først en sort-hvid tegning, siden maleriet Manao tupapau, som han selv oversatte til fransk som L’esprit des morts veille – “De dødes ånd våger.” På maleriet ligger Teha’amana på sengen, badet i et olivengrønt og violetsort lys, mens en mørk kvindeskikkelse – en forfaders ånd, mente Gauguin – står bag hende. Men, som han selv tilføjede, intet er selvfølgelig sikkert.

Tavshed og uforståen

Det afgørende i episoden er ikke selve frygten, men Gauguins reaktion. Han tav. Ikke fordi han ikke ville forstå, men fordi han ikke kunne. Sproget rakte ikke. Som europæer var han vant til, at verden kunne forklares, ordnes, beherskes. I mødet med Teha’amana brød dette sammen. Den Andens virkelighed – hendes ontologi, kunne man sige – lod sig ikke indfange i hans begreber.

De fleste rejsende i hans tid – kunstnere, missionærer, etnografer – søgte at forklare de fremmede: at gøre dem til typer, kategorier, “den vilde”, “den ædle”, “den erotiske”, “den barnlige”. Forklaringen var en måde at bevare kontrol på. Men Gauguin oplevede i det øjeblik noget andet: mødet med den radikale fremmede – den, der ikke kan forstås inden for ens egen verdens logik.

Kunst som tavs oversættelse

Hans tavshed blev dog ikke tom. Den blev til kunst. Da ordene svigtede, malede han i stedet. Manao tupapau er ikke en forklaring, men et forsøg på at fastholde den afstand, som ikke kan overskrides. Maleriet bliver et vidnesbyrd om uforståen som erkendelse – og om kunstens evne til at udtrykke det, sproget ikke kan.

I farverne og kontrasterne mellem lys og mørke ligger ikke kun erotik og død, men også spændingen mellem to virkeligheder: den europæiske og den tahitiske. Teha’amana sagde siden til ham:

“Du må aldrig mere lade mig alene i mørket.”

For hende var mørket ikke blot fravær af lys, men et rum, hvor ånderne trådte frem.

Et brud i den koloniale bevidsthed

I denne nat, og i det billede, der fulgte, svigtede den europæiske tro på forklaringens magt. Gauguin indrømmede sin uvidenhed – og i den gestus ligger et etisk moment: erkendelsen af, at den Anden ikke er til for at blive forstået eller forklaret. Det er en erfaring, som rækker langt ud over Tahiti i 1892. Den peger frem mod en antropologisk og kunstnerisk bevidsthed, hvor man ikke længere søger at beherske verden gennem viden, men at leve i erkendelsen af dens fremmedhed.

Begreber om den ubegribelige anden

• Den radikale Anden – betegner det væsen eller menneske, der ikke kan forstås inden for ens egen symbolverden (Levinas, postkolonial teori).
• Den ontologiske fremmede – anvendes i nyere antropologi (Viveiros de Castro, Kohn) om møder, hvor forskellen ikke blot er kulturel, men virkelig – to forskellige verdensordner.
• Den absolutte fremmede – (Schütz) beskriver den, der står helt uden for ens sociale verden og derfor ikke kan indgå i gensidig forståelse.

Fælles for disse betegnelser er, at de forsøger at indkredse det, som unddrager sig forklaring – og dermed afslører deres egen begrænsning. Måske er det netop meningsløst at prøve at forstå det uforståelige. Gauguins reaktion bliver i den forstand både modig og befriende: han indrømmer sin afmagt. I stedet for at spejle sig i den Anden – som modsætning eller som et muligt selv – står han stille og ser.

Det er måske kunstens og antropologiens mest ydmyge erkendelse: At forståelse ikke altid er mulig, og at netop i det mørke, hvor forklaringen ophører, begynder den egentlige menneskelighed.

Litteratur og kilder

• Gauguin, Paul (1901): Noa Noa. Paris: Éditions de la Plume. Dansk udgave: Noa-Noa. København: Gyldendal, 1947. Forord af Paul la Cour.
• Danielsson, Bengt (1965): Gauguin in the South Seas. Garden City, NY: Doubleday. Dansk udgave: Gauguins Sydhavsår. København: Gyldendal, 1965.
• Mathews, Nancy Mowll (2001): Paul Gauguin: An Erotic Life. Yale University Press.
• Levinas, Emmanuel (1979): Totality and Infinity. The Hague: Martinus Nijhoff.
• Viveiros de Castro, Eduardo (2015): Metaphysics of the Other. HAU Books.
• Kohn, Eduardo (2013): How Forests Think. Berkeley: University of California Press.
• Schütz, Alfred (1944): “The Stranger: An Essay in Social Psychology.” American Journal of Sociology 49(6).