Vairumati tei Oa – myte, krop og kosmos i Gauguins billedverden

Paul Gauguins maleri Vairumati tei Oa (1892) er et af de steder, hvor hans tahitiske vision når sin mest koncentrerede form. Her mødes det menneskelige og det guddommelige, det sanselige og det symbolske, uden at blive til et dokument om Polynesien. I stedet bliver maleriet en kunstnerisk syntese – en forestilling om verden, som den kunne være, hvis myter stadig var levende, og kroppe stadig bar kosmisk betydning.

På lærredet sidder en ung tahitisk kvinde, Vairumati, nøgen og rolig, omgivet af planter og farvede flader. Umiddelbart bag hende står en mand i et rødt lændeklæde. Mange har identificeret ham som Oro, guden for krig, frugtbarhed og kongelig legitimitet. I baggrunden anes en fetich- og idolagtig figur, hvis kønslige dobbelthed forankrer det synlige motiv i en mytisk ramme: Det, der ser ud som en relation mellem to mennesker, er i virkeligheden en relation mellem gud og stammoder.

Myten om Oro og Vairumati

Den polynesiske myte fortæller, at Oro steg ned fra himlen og valgte en dødelig kvinde – Vairumati – til at blive stammoder til en guddommeligt legitimeret slægt. Det særlige ved fortællingen er, at Vairumati ikke blot modtog guden passivt. Hun forberedte sig.

Den svenske etnograf Bengt Danielsson gengiver myten og fortæller, at Vairumati ventede på Oros besøg med et fad frugter og andre forfriskninger. Dette er ikke en detalje, men en rituel gestus: hun gør sig værdig til det guddommelige nærvær.

Gauguin har ikke ignoreret dette – tværtimod. Fadet med frugt ligger i hans maleri, placeret ved hendes side. Det er et ikonografisk spor, der viser, at han kendte myten i detaljer og udvalgte de elementer, der understreger hendes rolle som udvalgt og modtagende.

Dette ene motiv er afgørende:
Det viser, at maleriet ikke blot er en fantasi, men en mytologisk informeret transformation.

Mana og farvens autoritet

Det røde lændeklæde, som Oro bærer, er et af maleriets mest betydningsfulde tegn. I polynesisk kosmologi er rødt ikke en farve, men en kraft. Det er farven for mana – den usynlige, ontologiske styrke, der gennemtrænger verden. Mana er ikke noget man får; det er noget man besidder i kraft af sin plads i kosmos.

Mana er autoritet
Mana er hellighed
Mana er farlig uden regulering fra tapu (tabu)

Når Oro står bag Vairumati, klædt i denne farve, bliver det klart, at mødet mellem dem ikke er erotisk alene. Det er kosmisk. Det røde lændeklæde er ikke tøj – det er metafysisk tegnsætning.

Den dobbelte scene

Den jordiske relation
Kvinden og manden står nær hinanden. Det kunne være en hverdagsscene, en situation før et møde, et blik, en forventning.

Den mytologiske relation
Men manden er en gud. Kvinden er udvalgt. Og idolfiguren bag dem fastholder, at dette ikke er et møde i tiden, men et møde i begyndelsen.

Dermed opstår et paradoks, som Gauguin behersker bedre end nogen anden i sin tid:

Den menneskelige krop bliver portal til en kosmologisk fortælling.

Kunstnerisk sandhed uden etnografisk forpligtelse

Det er vigtigt at understrege:

• Gauguin talte ikke tahitisk
• Han kendte ikke religionen indefra
• Hans myter var allerede filtreret gennem koloniale kilder

Vairumati tei Oa er derfor ikke et historisk eller etnografisk korrekt billede.

Men det er heller ikke løgn.

Gauguin søger ikke den faktiske Polynesien, men den tabte mulighed for en verden, hvor krop, natur og guddom stadig var ét. I et brev sammenfatter han sin hensigt:

“I have tried to put into this painting everything I felt – faith, quiet suffering, religious and primitive style, and great nature with its scream.”

Denne sætning er nøglen til værket:

Han maler ikke myten – han maler mytens sandhed.

Noa-Noa og arioi-selskabet (Gauguins egen udredning)

I bogen Noa-Noa udreder Paul Gauguin, hvad han har kunnet samle om Vairumati tei Oa og sammenhængen med det mystiske arioi-selskab (som Gauguin selv skriver: areori). Gauguin beskriver dette selskab som politisk-religiøst.

Oro besluttede sig en dag for at vælge sig en hustru blandt de dødelige. Sammen med sine to søstre Teuri og Oaaoa steg han ned gennem de syv himle til øen Bora Bora, hvor de forvandlede sig til mennesker. Oro greb regnbuen og satte den ene ende på toppen af Paia – det højeste bjerg på Bora Bora – og den anden ende på jorden. Via regnbuen nåede guden og hans søstre fra himlen til dale og bølger. Overalt hvor de kom frem, arrangerede de strålende fester, og de skønneste kvinder strømmede til, men ingen af dem fandt nåde for Oros kræsne smag.

Indtil en dag, hvor han ser den underskønne Vairumati bade i en sø på Bora Bora. Hun bragte guden fuldstændig fra koncepterne, og han sendte straks sine søstre af sted for at fri til denne dejlighed. Vairumati stillede den betingelse, at Oro skulle være høvding og ung og smuk – så ville hun samtykke. Hun venter ham med et bord fyldt med frugter, og de elsker sammen, men hver morgen vender guden tilbage til bjerget Paia. Hver aften vendte han tilbage til jorden for at elske med Vairumati. Fra da af måtte ingen andre jordiske skabninger se ham i jordisk skikkelse.

Vairumati føder en søn: Haa tabu te Ra’i (“himmelens hemmelige ven”). Oro erklærer, inden han vender tilbage til himmelen, at hans afkom fra nu af skal være arioi. Haa tabu te Ra’i bliver en stor høvding og optages senere i det himmelske panteon, hvor hans mor allerede befinder sig.

Arioi-selskabet begik drab på nyfødte med undtagelse af den førstefødte, og Gauguin forsøger at forklare denne skik utilitaristisk og formålstjenligt; han skriver eksempelvis, at alt for mange mennesker på disse øer ville blive en katastrofe. På samme måde forstår han den til tider åbenlyse kannibalisme, som selskabet praktiserede. Selskabet arrangerede de flotteste fester, hvor fri kærlighed og partnerbytte var en vigtig del af festlighederne.

Ser vi nu maleriet Vairumati tei Oa i dette lys, har Gauguin bestræbt sig på at male meget mere end et billede af mand og kvinde – guden og menneskets kærlighed og tiltrækning af hinanden. Det er selve mytens fødsel i menneskenes fantasi, han har malet.

Note: Bengt Danielsson staver institutionen som arioi-selskabet og giver en nøje beskrivelse af arioierne som social institution i bogen Sydhavskærlighed.

Hvorfor maleriet stadig taler

Vi genkender os selv i det:

• mennesket, der ønsker at være del af noget større
• kroppen, der bærer betydning ud over sin biologi
• mødet mellem begær og skæbne
• farven som kraft, ikke som udseende

Derfor er Vairumati tei Oa ikke bare et maleri. Det er et billede på oprindelsens længsel.

Forbindelse til andre værker

Gauguins mytiske billedverden udfoldes ikke kun i Vairumati tei Oa. Du kan læse mere om, hvordan han arbejder med polynesisk form, bevægelse og guddommelig krop i:

Gauguins skulpturelle rytme – Oviri, Mahana no Atua og den polynesiske bevægelse i form og krop

Konklusion

Gauguin skaber ikke Polynesien – han skaber idéen om Polynesien.

I dette værk bliver myte til krop, kraft til farve, og frugt til tegn. Og bag kvinden står en gud, klædt i mana og udvalgtets røde lys – ikke som antropologisk sandhed, men som en kunstnerisk virkelighed, der stadig vibrerer.