Et smut til Murmansk i 1996 – da samerne mødtes på russisk side af Sápmi

Et smut til Murmansk i 1996 – da samerne mødtes på russisk side af Sápmi

Om efteråret 1996 var jeg et smut i Murmansk til en samerådskonference. Dette var en historisk begivenhed, da det var første gang, samer fra alle fire lande (Norge, Sverige, Finland og Rusland) var samlet til en konference på russisk side af Sápmi (samernes land).

Turen til Murmansk by (distriktet hedder også Murmansk) gik via Kirkenes i Norge, over grænsen til Rusland og videre med bus de ca. 210 kilometer, turen tager derfra.

På denne rute ad E105 passerer man to militære kontrolposter, der kontrollerer ens pas og visum. Området er stærkt militariseret, og det er kun på bestemte dage, turister må færdes på vejene. Grunden er den simple, at der foregår ting, som er strengt militære hemmeligheder, bl.a. flytninger af landets atombevæbnede raketsystemer. Mens man f.eks. i USA har den slags systemer i underjordiske skakter, er de over jorden på Kolahalvøen.

Man kan med andre ord spionere på dem fra satellitter, men alligevel er sikkerhedsforanstaltningerne nede på jorden omfangsrige. Ud over raketsystemerne kører man faktisk gennem flere kaserner og militære områder, hvor der ville være nok at gøre for en foretagsom spion.

Ikke nok med det, så er der talrige depoter for A-våben gemt rundt omkring i fjeldmassiverne på Kolahalvøen. Der er altså nok at holde øje med – og der bliver holdt øje!

Alt dette vidste jeg god besked med, men tænkte ikke videre over det, før jeg selv fik et problem med at komme tilbage til den norske grænse.

Efter samernes konference var færdig, skulle vi alle tilbage i ro og orden, men pludselig opstod der problemer for mig. Den norske bus, samerne havde lejet, meddelte mig, at den var fyldt op, og at jeg ikke kunne komme i betragtning. Nu var gode råd dyre, men med lidt snilde fandt jeg frem til en lokal fyr, der indvilgede i at køre mig til grænsen.

Vi kørte fra Murmansk i buldrende mørke og begyndende snevejr. Inden vi forlod byen, spiste vi morgenmad på den ikoniske Statoil-tank på Kolski Prospekt 111 (Кольский проспект, 111). Her kunne man få de eftertragtede Statoil-pølser og -burgere, som russerne kaldte “en smag af Norge”¹.

I samisk sammenhæng har dette sted også en mytisk betydning. Inden Murmansk overhovedet blev grundlagt i 1916, var Kolahalvøen primært befolket af det samiske folk (især kildinsamerne). Deres traditionelle bopladser (sijjt) og ruter for rensdyrenes migrationer krydsede netop floderne og dalene i det område, hvor byen og hovedvejen Kolski Prospekt (vejen mod floden Kola) ligger i dag. Før industrialiseringen mødtes samerne ofte på strategiske knudepunkter nær flodmundinger for at handle, holde råd og udveksle nyheder. Da Statoil placerede deres tankstation ved indfaldsvejen, valgte de netop et sted, som topografisk altid har været den naturlige port ind og ud af halvøen.

Da den norske tankstation i 1990’erne blev områdets absolut vigtigste, moderne mødested, har nogen draget en poetisk parallel bagud i tiden: “Her, hvor vi mødes for at tanke og drikke kaffe i dag, mødtes samerne i gamle dage, når de kom trækkende med deres rener ind fra tundraen.”

Hvorom alting er, sagde vi farvel til Murmansk i buldrende mørke, begyndende snestorm og med fyldte og tilfredse maver.

Bortset fra snestormen, der tog til i styrke, oplevede vi ingen besværligheder, før vi nåede den første militære kontrolpost ved floden Titovka (KPP Titovka), som markerer den officielle indgang og udgang til den strengt regulerede grænseregion.

Disse kontrolposter kan være meget forskellige, men denne var ikke andet end et skur, hvor de stakkels soldater tilbragte dagen lang i ulidelig kedsomhed og kulde.

Jeg blev forhørt af en ung soldat med en kalasjnikov i hænderne. Nu viste det sig, at det var en af de dage, hvor turister og fremmede ikke måtte færdes på disse veje. Min kloge chauffør og jeg forsøgte at bilde soldaten alle mulige historier på ærmet, der skulle legitimere min tilstedeværelse på den forbudte strækning – men han troede os klogeligt nok ikke.

Jeg forstod, at dette var en kærkommen afbrydelse af kedsomheden, og efterhånden var vi omgivet af snakkende og gestikulerende soldater, alle med den obligatoriske kalasjnikov i hænderne.

En af soldaterne fik den udmærkede idé at ringe ind til kommandanten i Murmansk, og denne kom med den nedslående ordre, at soldaterne skulle køre mig tilbage til mit hotel i Murmansk, hvor jeg kunne vente, til jeg måtte færdes på vejen igen. Dette ville betyde, at jeg mistede mit fly i Kirkenes, med alt det bøvl det indebar.

Mens vi snakkede løs, tog snestormen til i styrke, og jeg kunne godt se på soldaterne, at de ikke var meget for at skulle køre til Murmansk med mig og tilbage igen i det vejr.

De konfererede lidt med hinanden og fandt frem til en glimrende løsning på problemet. Da kommandanten ikke havde ytret noget ønske om selv at skulle se mig, ville de bilde ham ind, at jeg var afleveret på hotellet og var i god behold. Med andre ord lod de os køre videre uden problemer. Vi vinkede farvel til hinanden under almindelig munterhed og fortsatte mod grænsen.

Jeg var heldig, for da vi stoppede ved grænsekontrollen, holdt den norske bus stadig og ventede på at komme igennem. Jeg sagde farvel til min flinke chauffør og stormede bussen. Det viste sig nu, at der var ledige pladser, og jeg kom således med til Kirkenes og slap for at gå de 15 kilometer fra grænsekontrollen.

¹ Stationen er desværre ikke længere en skandinavisk/vestlig tankstation. Efter de internationale sanktioner mod Rusland trak Circle K sig helt ud af det russiske marked og lukkede deres forretninger. Selve tankstationsbygningen og pumperne ligger der stadig, men de drives nu videre under et lokalt russisk navn, uden de velkendte norske pølser og fastfood-koncepter.