Paula Modersohn-Becker: Stilleben med en solsikke og Van Gogh

En lille sommertur til Bremen blev en kunsthistorisk øjenåbner, da vi mødte Paula Modersohn-Beckers værker. Hun regnes for en af pionererne og en af de første repræsentanter for den tidlige tyske ekspressionisme. Indrømmet, hverken jeg eller min kone kendte hendes kunst før turen. Hun har sit eget museum i byen, Paula Modersohn-Becker Museum i Böttcherstraße.

Museet råder over mere end 100 malerier og omkring 700 tegninger af kunstneren. Et så omfattende oeuvre kan man ganske simpelt ikke sætte sig ordentligt ind i ved et enkelt besøg.

Et enkelt værk vil jeg alligevel præsentere, med alle de mangler en nybegynder nu kan præstere: Stilleben med en solsikke, stokroser og georginer (Stillleben mit Sonnenblume, Stockrosen und Georginen).

Stilleben med en solsikke, stokroser og georginer

Stillleben mit Sonnenblume, Stockrosen und Georginen

Paula Modersohn-Becker

Paula Modersohn-Becker (1876–1907) betragtes som en af de vigtigste pionerer inden for kunstnerisk modernisme omkring år 1900 og en nøglefigur i Worpswedes kunsthistorie. I modsætning til sine mandlige samtidige i Worpswede er hun nu internationalt anerkendt, og hendes værker er repræsenteret på adskillige museer. Som en af de første kvinder, der intensivt beskæftigede sig med selvrepræsentation og kvinders rolle i kunsten, efterlod hun sig cirka 750 malerier og 2.000 tegninger i løbet af sit korte liv.

Paula Modersohn-Beckers malerier er kendetegnet ved hendes dybe forbindelse til Worpswedes1 befolkning og natur. Hun dedikerede sig til at skildre landlivet med ekstraordinær intimitet og intensitet og skabte værker, der besidder en klar personlig udtryksevne. Hendes portrætter, ofte af kvinder og børn fra regionen, er særligt berømte og indfanger deres værdighed og individuelle tilstedeværelse. Hendes kraftfulde, men følsomme malestil giver billederne en særlig livlighed og dybde. Ved at dedikere sig til livets autentiske, usminkede øjeblikke skabte Modersohn-Becker en unik kunstnerisk stil, der fortsat imponerer.

Hendes kunstneriske udvikling var stærkt påvirket af hendes tid i Paris, hvor hun engagerede sig i moderne stilarter og udviklede sin egen æstetik, der forudså ekspressionisme. Modersohn-Becker er især kendt for sine selvportrætter, der udtrykker både sårbarhed og styrke og afslører en intens udforskning af hendes identitet. Hendes ægteskab med maleren Otto Modersohn demonstrerede moderne tilgange, men det var ikke uden udfordringer for hendes kunstneriske udvikling: I 1906 overvejede hun at skilles fra sin mand og flyttede til Paris for at dedikere sig mere frit til sin kunst. Denne beslutning demonstrerer hendes bemærkelsesværdige engagement i kunsten, som præsenterede kvinder på det tidspunkt for eksistentielle udfordringer og valg.

Paula Modersohn-Becker døde tragisk i en alder af kun 31 år, kort efter fødslen af sit første barn, men hendes arbejde efterlader et dybt indtryk og fortsætter med at inspirere mennesker, og især kunstnere, over hele verden.

Paula Modersohn-Becker-museet var det første museum i verden, der blev dedikeret til en kvindelig malers værker. De udstillede mesterværker illustrerer kunstnerens enestående betydning som pioner inden for det moderne maleri. Museumsbygningen blev opført på initiativ af forretningsmanden og mæcenen Ludwig Roselius, der ejede en betydelig samling af Paula Modersohn-Beckers værker. Arkitekten Bernhard Hoetger tegnede en unik bygning, der betragtes som et af de vigtigste eksempler på ekspressionistisk arkitektur i Tyskland; den åbnede som museum i 1927.

Maleriet og Van Gogh

I dette stilleben har Modersohn-Becker påført malingen så tykt, at penslen har ridset mønstre i den, hvilket får billedets baggrund til at bevæge sig som et ornament. Digteren Rainer Maria Rilke, som var en af hendes venner, skrev anerkendende, at Modersohn-Becker malede ting, „der er meget Worpswede-agtige, og dog har ingen nogensinde før været i stand til at se og male dem. Og på denne måde berører hun på forunderlig vis van Gogh og hans retning.“ Dette er det sidste maleri, kunstneren arbejdede på. Det stod på staffeliet i hendes atelier på hendes dødsdag.

Paula Modersohn-Becker opholdt sig i flere længere perioder i Paris i årene mellem 1900 og 1907. Her besøgte hun flittigt de avantgardistiske gallerier (såsom hos den berømte kunsthandler Ambroise Vollard) samt store mindeudstillinger for de franske postimpressionister.

Det var netop i Paris, at hun stiftede et dybdegående bekendtskab med værker af Paul Cézanne, Paul Gauguin og ikke mindst Vincent van Gogh. Hun så hans malerier med egne øjne, og det revolutionerede hendes syn på farver og penselstrøg.

Inspirationen i dette specifikke billede, Stilleben med en solsikke, stokroser og georginer (1907), viser sig særligt på tre punkter:

• Den tykke impasto-teknik: Ligesom Van Gogh lagde hun malingen på i ekstremt tykke lag (impasto). Som udstillingsskiltet også beskrev, brugte hun ligefrem bagsiden af penslen til at „ridse“ fysiske spor og mønstre direkte ind i den våde maling for at give baggrunden vibration og liv.
• Farvernes rå kraft: Hun bevægede sig væk fra de dæmpede, mørke og realistiske jordfarver, som dominerede hjemme i kunstnerkolonien i Worpswede, til fordel for en meget mere intens, direkte og subjektiv farvebrug – stærkt inspireret af Van Goghs glødende palet.
• Det vitale frem for det dekorative: Solsikken er ikke bare pynt. Den er malet med en vildskab og en tung, organisk tyngde, der spejler den rå livskraft, som Van Gogh også søgte at fange i sine ikoniske solsikkebilleder.

Kunstnerisk modvind og ægteskabelig krise (1905–1906)

Jo mere Paula lod sig inspirere af fransk modernisme (såsom Cézanne og Van Gogh), desto sværere fik hendes mand, Otto Modersohn, ved at følge med. Otto var solidt forankret i det traditionelle, tyske stemningslandskab. Fra omkring 1905 kammede hans opbakning over i skarp frustration. I sin dagbog udtrykte han stor bekymring over hendes nye formsprog:

„Hendes farver er vidunderlige, men formen? Hænder som skeer, munde som sår, ansigter som kretinere … Det er svært at give hende råd.“— Otto Modersohn, dagbog

I februar 1906 kulminerede krisen. Paula forlod Worpswede og Otto for at flytte permanent til Paris og leve uafhængigt som kunstner. Det var i denne periode, hun malede sine mest banebrydende værker – herunder de første fuldlængde nøgenselvportrætter i kunsthistorien.

Fortvivlelse og forsøg på at forstå (1906–1907)

Otto var fuldstændig knust over hendes afrejse. Hjemme i Worpswede tog han hendes efterladte malerier ind i sit eget atelier og kopierede dem i et desperat forsøg på at forstå hendes radikale metode og tankegang. Selvom han tiggede hende om at komme tilbage, fortsatte han loyalt med at sende hende penge, så hun kunne overleve i Paris.

Vinteren 1906 rejste Otto til Paris for at opsøge hende. Det endte med en forsoning; Paula indså, at hun trods alt ikke kunne klare sig alene økonomisk i storbyen, og hun vendte i 1907 gravid tilbage til Worpswede. Det var i dette sidste, intense år, at hun færdiggjorde det tykt malede solsikkestilleben.

Den tragiske eftertid

Paula Modersohn-Becker døde tragisk af en blodprop blot 18 dage efter fødslen af deres datter i november 1907, kun 31 år gammel.

Da Otto efterfølgende gennemgik hendes atelier, fandt han over 700 ukendte malerier og studier. Først her gik den fulde, monumentale genialitet af hendes stilskifte op for ham. Otto dedikerede en stor del af resten af sit liv til at organisere hendes eftermæle, udgive hendes dagbøger og sikre, at hun i 1927 fik verdens første museum dedikeret til en kvindelig maler i Bremen.

Og så en smule om Van Goghs egne solsikker

Forbindelsen til den franske modernisme og de hollandske inspirationskilder bliver særligt tydelig, når man retter blikket mod Vincent van Goghs egne værker. Kunsthistorikeren Kate Bryan har i sit værk How to Art samt i dokumentaren Van Gogh – Life and Art kortlagt den enorme betydning, som Van Goghs blomstermotiver har haft. Bryan fremhæver, at værkerne – herunder både solsikkerne og de intense valmuer – besidder en livsbekræftende og rå livsglæde, der rammer beskueren helt umiddelbart.

„På et helt basalt plan er der noget utroligt opstemt over maleriet. Det gør mig simpelthen glad at kigge på disse gule blomster. Solsikkerne nærmest erstatter eller agerer stedfortræder for selve solen.“— Kate Bryan

Hendes pointe er, at selvom vi ofte forbinder Van Gogh med myten om den „torturerede kunstner“, så rummer solsikkerne en rå, ren og tilgængelig livsglæde, der rammer beskueren helt umiddelbart.

Her er de vigtigste fakta om Van Goghs solsikker:

• Flere versioner: Van Gogh malede ikke kun ét solsikkebillede. Han skabte en hel serie af dem i Arles i Sydfrankrig (1888–1889). De mest kendte viser henholdsvis 12 og 15 solsikker i en vase.
• Menneskelig forgængelighed: Kate Bryan påpeger, at Van Gogh malede blomsterne i forskellige stadier af deres livscyklus. Nogle står i fuldt, strålende flor, mens andre hænger og er ved at visne. Det er ikke bare smukke planter, men et symbol på livets kredsløb, modenhed og forfald.
• Banebrydende brug af gul: Van Gogh eksperimenterede med helt nye, kemisk fremstillede pigmenter (kromgul). Han malede gult i gult – gule blomster i en gul vase mod en gul baggrund – hvilket var et radikalt brud med datidens traditionelle farvesammensætninger.

Litteratur om Paula Modersohn-Becker

For en mere omfattende bibliografi, se Paula Modersohn-Becker Stiftungs bibliografi.