Hjem » Det tredje sted » Café Nick i Nikolajgade

Café Nick i Nikolajgade

Et fristed for Københavns avantgarde gennem årtier

Her mødtes digtere, musikere og drømmere i en atmosfære af røg, poesi og anarki – et ægte tredje sted, hvor kultur og modkultur smeltede sammen.

Lokalitet og atmosfære

Café Nick, beliggende i Nikolajgade 20 i Indre By, er en lille, diskret kaffebodega fra 1930’erne, kendt for sin intime stemning og autentiske indretning — en “brown oasis” midt i storbyen, ofte omtalt som et overlevende fragment af en tidligere, mere uformel værtshuskultur. Besøgende næsten føler, at man træder ind i 1960’ernes København, så snart man går ned ad trappen.

Kunstnere, digtere og lokal elite

Væggene hos Nick er dekoreret med malerier og billeder af minefeltets gamle elite, herunder navne som Aksel Sandemose, maleren Svend Aage Tauscher og digteren Jens August Schade — alle gengivet som eksponenter for en forstadie-kultur, men stadig nærværende i caféens atmosfære. Tauscher blev ofte set i samspil med stamgæster på stedet, og har ifølge dokumentation også givet små skitser til stamgæster.

Avantgarde og ungdomskultur i tresserne og 70’erne

Café Nick var et fristed for den danske avantgarde i 1960’erne og 70’erne — et sted med langhårede mænd, frimodige kvinder, spiralrøg og hash — en livsstil, der stod i skarp kontrast til mainstream samfundsnormer. Gæsterne opholdt sig ved baren, hang over bordene, sad på gulvet, og musikken (ofte Bob Dylan fra jukeboksen) blev spillet igen og igen.

Kendte og ukendte ansigter

Cornelis Vreeswijk, Kedda Madsen og visesangerinde Trille var faste navne i caféens sociale kreds.

Mere skyggefulde, men toneangivende skikkelser inkluderer Profet Olsen (Harald Olsen), Pilatus (forsvandt senere til Nepal) og Ravn Bæksted, som boede lokalt og ofte holdt hof på stedet.

Kultur, tro og tid

Café Nick var mere end blot et værtshus: det var en social laboratorie for dansk subkultur, antiautoritet og poetisk kredsløb. Her blev hashrøg, Dylan-tekster, politisk snak og selvoptagelse smeltet sammen i en aldeles rå og nærværende oplevelse.

Café Nick – fortsat som kulturelt samlingspunkt op gennem 70’erne, 80’erne og ind i 90’erne

Café Nick, på Nikolajgade 20, fortsatte sin avantgarde-tradition langt ind i 1980’erne, hvorefter stedet blev roligere. Men miljøet og de forbindelser, som stedet nærede i tresserne, fortsatte – ikke mindst via musikere, kunstnere og journalister.

Ken Gudmann og musikalske forbindelser

Trommeslageren Ken Gudmann (senere kendt fra bands som Bamses Venner) besøgte caféen i 80’erne sammen med sin kæreste, som boede overfor. Ifølge mundtlige fortællinger fra miljøet var han altid klar med rytmesæt og samtaler om musik, kulturpolitik og livsstil – og bekræftede caféens rolle som mødepunkt for både musikere og tænkere. Der findes enkelte interviews og avisreferencer i lokalhistoriske arkiver om hans deltagelse i caféens kreds og det sociale kredsløb omkring musikmiljøet i København.

Harald Olsen (Profet Olsen) – en legende vender tilbage

Harald Olsen, kendt som Profet Olsen, kom oprindeligt i tresserne og boede i den indre by, ofte med social kreds på Nick. Ifølge miljøet boede han i Estland i store dele af 2000’erne, men det siges, at han sporadisk dukker op på Café Nick igen, som en slags kulturel revenant – stadig med glimt i øjet, stadig med viden om det gamle København, og folk hilser ham som en levende kulturel bro til fortiden. Information stammer fra samtaler med folk, der stadig kommer i caféen, og som refererer til episodiske møder og historier.

Pilatus – et glimt på Gråbrødre Torv

Sidste gang jeg så Pilatus, en af Café Nicks stamgæster, var det ikke i Nikolajgade, men på Gråbrødre Torv. Han var kun på et kort besøg – for han boede nu i Nepal, hvorhen han, som nævnt ovenfor, engang var forsvundet. Et flygtigt møde, men et af de øjeblikke, hvor minefeltets gamle skikkelser uventet dukker op igen, ligesom Harald Olsen.

Mødet med Arne Yding på trappen

Det var på trappen op til Café Nick, jeg sidst mødte Arne Yding — også kendt som Det Vandrende Forlag. Han var en af de gamle originaler, der holdt til i Københavns minefelt, og med sig havde han et bundt enkeltblade med digte, han selv havde skrevet og solgte for 25 øre stykket.

Digtene var, ærligt talt, elendige — naive vers fulde af kluntede rim. Men en dag indspillede Kim Larsen og Stig Møller et af dem: “Skovsøen”. Larsen faldt pladask for de naive, smukke og næsten herligt kluntede linjer — en lille kærlighedsskildring om et kys og en fælles nat, rimet på ord som bryst og trøst, mave og arme.

Det var kort efter, at maleren Svend Aage Tauscher (1911–1982) var død og begravet fra Helligåndskirken på Strøget. Idet jeg så Arne Yding, slog jeg teatralsk ud med armene og deklamerede: “Tauscher — Københavns sidste boheme er død.” Det faldt ikke i god jord hos Arne Yding, der, kunne jeg forstå, betragtede sig selv som Københavns sidste boheme.

Se på YouTube

“Skovsøen” — med en anden af Café Nicks stamgæster, Ken Gudmann, på trommerne.