Te-øen – et fristed på Strøget
Te-øen på Vimmelskaftet, Strøget — København
Tag med på en tur til “Te-øen” på Vimmelskaftet på Strøget i København – dengang jeg var ung i 1960’erne og 70’erne.
Om sommeren var der servering udenfor, og som det folkelige kælenavn antyder, kredsede stedet om te – og ikke mindst den velsmagende iste. Te-øen var et stemningsmættet sted, vistnok blandt de mest populære af sin slags i København. Et fristed i hjertet af byen, besøgt af alle mulige spændende mennesker.
Her hang jeg tit ud med én af de mest spændende af dem alle – den gamle modstandsmand Mogens.
Der sad vi så: den unge langhårede hippie og den kortklippede gamle mand.
Jeg i farvestrålende hippieklæder, han i en slidt jakke og bukser der engang havde haft pressefolder. To meget forskellige typer – jeg med en smøg i flaben, han med en cerut. Vi talte om alt muligt: om tiden, om politik, om iste.
Mogens var gammel modstandsmand og selvfølgelig overbevist kommunist – med sin arbejderklassebaggrund en dybt hæderlig tilhænger af den traditionelle sovjetkommunisme. Han foragtede revisionismen og lo højt og længe af den venstreradikalisme, der netop i de år vrimlede frem overalt. Han kunne godt tage en spøg, så da jeg hævdede, at de lange menneskekøer foran Lenin-mausoleet i Moskva var suppekøer for hjemløse, morede det ham – og han gav naturligvis igen.
Under besættelsen var Mogens modstandsmand på Amager. Jeg husker ikke om han sagde det direkte, men mon ikke han har hørt til AMPA – Amagerpartisanerne, som var BOPAs afdeling på Amager.
I en ildkamp havde han set sin bedste ven få maven flået op af maskingeværkugler. Denne begivenhed vendte han ofte tilbage til, og han forbandt den med noget overnaturligt. Som drenge havde han og kammeraten om sommeren badet i Helgoland Havbad på Amagerstrand. Mens de legede i vandet, så Mogens pludselig kammeraten gribe sig om maven – og alle tarmene væltede ud. Mange år senere, under krigen, oplevede han dette som et déjà vu.
Mogens lagde ikke skjul på, at han stadig havde våben liggende fra dengang. Man vidste jo ikke, om der kunne blive brug for dem igen. Det var en holdning han delte med mange andre fra modstandsbevægelsen, der efter krigen bittert oplevede, at de politikere der burde have stået for en domstol, vendte tilbage til magten. Det er et emne man kan læse om i Børge Houmanns bog Kommunist under besættelsen.
Mogens var ungkarl. Om han nogensinde havde været gift, aner jeg ikke. Som ungkarl spiste han på byens billige steder og holdt sig mest for sig selv. Én undtagelse gjorde han dog – for den unge hippie, der var mig.
