Måske var det i året ’74, jeg husker det ikke helt. Under alle omstændigheder var jeg på vej fra Hovedbanegården i København mod Rådhuspladsen. Ved Dragespringvandet var der stor tumult. En gruppe unge provoer var i gang med at vaske skulpturen i en “gør din by ren”-happening.

Provoerne kravlede omkring på skulpturen med sæbevand, klude og koste. Andre var travlt beskæftiget med at omdele løbesedler med Gud ved hvilket budskab. En stor gruppe mennesker var forsamlet. Nogle gloede måbende, andre diskuterede og gestikulerede. Det lod til, at alle og enhver havde en mening.

Provo kommer til byen!

Danmark dukkede de første provoer frem i foråret ’67. Bevægelsen kom fra Holland, hvor de satte hele Amsterdam på den anden ende. En af deres ideer var at forsøge at forandre samfundet gennem provokationer og humoristiske massemøder. De lagde vægt på happeningen som en kollektiv foreteelse – nøjagtig som den, jeg overværede der på Rådhuspladsen. Publikum var en del af denne happening, og hvis ordensmagten trak stavene, var de allerede selv en del af forestillingen.

På den tid var jeg kørt en smule fast i det hele og var ikke rigtig til stede sådan eksistentielt set. Jeg havde nok været til nogle provomøder og kendte flere af de mest aktive, som f.eks. Provo-Pelle (Per Jørgensen), men jeg involverede mig ikke. Jeg så til fra sidelinjen, når provoernes egen præst, Harald Søbye, som den første i Danmark viede bøsser og lesbiske foran Københavns Rådhus. Jeg opfattede kun perifert, at provoerne opfordrede hele Københavns befolkning til at mødes og stige ind i byens busser uden at betale for billet – som en direkte protest mod takststigninger og kapitalisme.

Jeg lyttede til dem uden rigtig at forstå, men så pludselig den dag ved Dragespringvandet blev også jeg draget ind i en større forståelsesramme. Efter naturmetoden slet og ret. Kernen i provo-happenings gik med ét op for mig. Jeg forstod, at de kombinerede politik og kreativitet, som ingen før dem havde gjort. Provoen så sig selv som et kreativt væsen og alle os andre som artsbeslægtede, begavede medskabninger.

“Kun den økonomisk unyttige skaben, som ikke længere kan være kunstnernes privilegium, kan redde os fra kedsomheden og den truende ensartethed.”

Duco van Weerlee: Hvad er provo?

Ser det ud som selvcentreret egoisme? Det er det ikke, når det udmunder i praksis.