Så sad vi der, Ulven (Tommy) og jeg, i foyeren til Danserestaurant Giraffen ved Palladium-biografen på Vesterbrogade. Vi stjal skodder andre havde smidt fra sig i de forkromede askebægere. Egentlig stjal vi også stedet, hvor vi sad, for vi var ingens kunder. Det falder mig ind, at alt i vores liv dengang var stjålet. Især livet selv og det sanselige samt mentale, uden undtagelse. Som de pjalteproletarer vi var, blev det tvingende nødvendigt at stjæle, hvis man ville have del i noget. Luften vi indåndede var stjålet, lys og mørke stjålet, lyd og stilhed stjålet — alting i og om os stjålet, ellers var vi ikke der i foyeren, ellers ingen eksistens. Håber I forstår, at væren for os var et uundgåeligt tyveri.

Ude på gaderne regnede det — en varm sommerregn, men dog regn — og derfor stjal vi os til lidt tørvejr og selvfølgelig skodderne.

Ulven, det lange rør, slog benene over kors og sugede røgen ind med en mine der var en millionær værdig. Pludselig så han på mig og sagde: “Forstår du Bob Dylans tekster?” Jeg forstod ikke helt, hvor han ville hen, for jeg mente da nok jeg forstod Bob Dylans musik — selvom den var dårlig at danse til.

“Prøv nu at høre,” sagde Ulven. Sangen “With God on Our Side” — han åbner med at synge “Oh, my name, it ain’t nothin’, my age, it means less” — altså det han har på hjertet, har ikke noget at gøre med hvem han selv er, aldersmæssigt eller hvad han hedder, det er ligegyldigt. Så går han over til at uddybe sin egen historie: hvordan han lærte at adlyde lovene. Derefter begynder sangens egentlige fortælling, som tager os med gennem alle de krige han kan remse op, den ene mere absurd og meningsløs end den anden — indianerkrigene, den spansk-amerikanske krig, borgerkrigen, første verdenskrig, anden verdenskrig og den kommende krig mod Rusland. Forstår du, Claus:

Mit engelsk var miserabelt, så han måtte oversætte det meste, men det ødelagde ikke noget for mig. Jeg nød dette stjålne øjeblik. Jeg mente nok jeg forstod de mange pointer Dylan tryllede frem i teksten — at Jesus blev forrådt med et kys, og at Judas også havde Gud på sin side: ja, det var spørgsmål man skulle stille. Sangens slutning forstod jeg ikke. Den sproglige finesse med at sammentrække “he” og “will” og udtale det som det engelske ord for helvede (hell) — den gik over min forstand.

Heldigvis var det holdt op med at regne, og derfor passede det os udmærket, da en bøs mandsperson jagede os ud på gaden, hvor vi kom fra.

En øjenåbner havde det været for mig. Jeg havde aldrig selv fundet på at analysere en sang, men nu var jeg åben for det — og denne begejstring har aldrig lagt sig igen.